Thule i Hjertet

Nærbillede af Knud Rasmussen

FORORD

Knud Rasmussen var nationalhelt, i Grønland som i Danmark. Da han døde, 54 år gammel, var han verdensberømt.
    Det, han står for som helt, er formidlingen mellem grønlandsk-eskimoisk og dansk-europæisk kultur. Hans voksne liv falder sammen med den begyndende åbning af det hidtil lukkede koloniområde, med hastigere fremtrængen af europæisk civilisation til følge. Han deltog i denne fremtrængen, han var jo opdagelsesrejsende. Men hans projekt var at beskytte den vigende oprindelige kultur, ved lempeligt at forbinde den med det moderne samfund, og at bevare den oprindelige kulturs aftryk for eftertiden. Han var både brobygger og spydspids i en sejrrig invasion.
    Denne formidling mellem oprindelig og moderne kultur på den modernes betingelser er siden skredet langt frem. Den har gjort Grønland til et velfærdssamfund. Og den har, som en mere og mere mærkbar bagside, afsat voldsomme kulturelle, økonomiske og sociale problemer, mere uoverskuelige end i andre velfærdssamfund. Det har bl.a. medført at hele denne forestilling om formidling, og dens iboende formynderi, er blevet et påtrængende problem. Så omfattende og kompliceret, at det ikke løses ved hjemmestyre alene.
    Tiden må derfor også være inde til at betragte heltefiguren fra denne udviklings begyndelse på en ny måde. Ikke bare som den uhyre dynamiske og karismatiske personlighed, men også som problematisk og spændingsfyldt. De to vigtigste større skildringer af hans liv vidner nok om en sammensat personlighed; men anledningen til udgivelsen af dem, og deres titler, viser også at de er heltebiografier. Den første, Kaj Birket-Smiths, er udgivet kort efter Knud Rasmussens død og hedder Knud Rasmussens Saga (1936). Den anden, Niels Fengers, udkom i hundredåret for hans fødsel og har som undertitel Grønlands Aladdin (1979). Skønt min bog er mere kortfattet end disse to, søger den at gå tættere på Knud Rasmussen som folkehelt, rejsende, forsker, forfatter og som mand. Et tidligere forsøg i den retning er gjort i Jørgen Roos' fremragende dokumentarfilm, Knud (1965).
    Bogen indleder med et biografisk overblik over Knud Rasmussens liv. Derefter bevæger den sig frit frem og tilbage i hans livsforløb. Jeg benytter mig af hans egne skrifter og af de mange fremstillinger af ham, altsammen offentliggjort materiale. Forarbejdet har gjort det tydeligt, i hvor høj grad der savnes en videnskabelig fremstilling af Knud Rasmussens liv, baseret på alle foreliggende kilder.
    Det kan ikke undgås, at jeg tit slår ned på steder i hans forfatterskab, som andre også har fundet væsentlige. Det synes jeg ikke gør noget. De har deres formål, og jeg har mit: at beskrive de drivkræfter og forestillinger, der skabte manden.
    I en lidt anden form har bogens kapitler været holdt som foredrag i Grønlands Radio. De blev udarbejdet, mens jeg i perioden august 1989 til januar 1990 var gæstelærer ved Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, i Nuuk.
    Bogen benytter moderne grønlandsk retskrivning. Det medfører at man kan se navne stavet anderledes i citater end i min tekst.
    Jeg vil gerne takke Knud Rasmussens datter, Inge Thorborg, og cand mag Knud Michelsen for beredvillig udlån af privat billedmateriale, samt Rose Moltke Schou for brug af Harald Moltkes billeder. Desuden skylder jeg disse og en lang række andre mennesker tak for oplysninger om bogens illustrationer. Endelig en tak til Folketingets Grønlandsfond, der har ydet støtte til bogens billedmateriale.

[Peg med musen på billederne og få vist billedteksten.]

GRØNLÆNDER OG DANSKER


Et bestemt fotografi af Knud Rasmussen har fået næsten officiel status. Det optræder i mange bøger om ham, og det er sat foran i mindeudgaven af hans værker. Det er sågar brugt på en grønlandsk 100-kr. seddel. Et brystbillede, taget lige forfra, hovedet drejer halvt til siden.
    Han er iført en stor og rigelig pels. Ansigtet med den voldsomme næse, den brede mund og øjnene, der ser ud til højre for os, udstråler styrke og ro. Pelsen, som er grå på fotografiet, brydes af fornemme hvide skuldre og af en hvid krave under hagen. En stor mørk nakkekrave runder bagom hovedet op til ørenhøjde, lidt i retning af kæmpekraverne på gamle tiders billeder af adelsmænd og konger. Det er slædekusken vi ser, isørkenens og bjørnenes betvinger, den store jæger og polarrejsende.
    Men der er indbygget en modsætning i billedet. Det er taget i et atelier. Det fremgår af selve den klassiske opstilling af figuren: brystbillede i halvprofil. Det fremgår af den ensartede kunstige baggrund og af det perfekte bløde lys. Der er ikke spor koldt eller farligt på det billede. Vildmarkens helt er anbragt i et diskret, men gennemført kultiveret arrangement.
    Man kan godt finde det lovlig slikket. Hvad vi ser er Knud Rasmussen som „Danmarks Polarprins", et udtryk, som et københavnsk dagblad brugte om ham ved hjemkomsten fra den store slæderejse. Jeg kan godt lide billedet for den modsætning, der er indbygget i det, grønlænderen og europæeren. Den svarer til en modsætning, som er grundlæggende for manden, og som er emnet for denne bog, spændingen mellem indre drivkræfter, der skabte en nationalhelt.
    Men først skal der gives et rids af heltens ydre livsforløb. Der er fem hovedetaper: Først er der barndommen i Grønland, 1879-91. Så er der resten af barndomstiden og ungdommen i Danmark, indtil 1902. Dernæst følger perioden med de første grønlandsrejser og etableringen i Thule, og i ægteskabet i København, frem til 1910. Den følgende periode, 1910-24, er de store rejsers tid. I den sidste periode er han verdensberømt rejsende og forsker. Den strækker sig indtil 1933, hvor han dør.
    Knud Rasmussen blev født i Jakobshavn som søn af Sophie og Christian Rasmussen. Han var den ældste, fik en bror og en søster. Faderen var byens og mange omkringliggende bygders præst. Det betyder, at Knud Rasmussen voksede op i et hjem, som på en gang var den åndelige autoritet i distriktet og et sted, hvor mange tyede hen i festlige og alvorlige anliggender.
    Han beskrives som en overordentlig rask dreng. Helst legede han udendørs med sine grønlandske kammerater - de lege, som for dem var et led i opdragelsen til deres voksne tilværelse - hvad de mod forventning også blev for Knud. Legen med hundeslæde var hans foretrukne, først med kammeraterne spændt for, senere med hans egne rigtige hunde. Kajakken blev det kun til ved enkelte stjålne lejligheder; hans far havde forbudt det - der var for mange kajakdødsfald i kirkebogen. Af sine kammerater lærte han det grønlandske sprog så godt som han lærte dansk hjemme. Han var skrap til alle kropslige færdigheder og fuld af skæg og ballade, med selvfølgelighed optaget i sine grønlandske kammeraters lag. Samtidig var han præstens søn, som kunne spænde de andre drenge for slæden og bagefter få dem fodret af med rugbrød hjemme hos mor.
    Faderen var skolelærersøn fra Danmark, en venlig, lærd og samvittighedsfuld mand. Samhørigheden mellem far og søn var stor, og faderen har utvivlsomt været en stærk autoritet for Knud. Men da Knud var ni år gammel, dukkede et nyt forbillede op, som satte sig godt fast. Da kom nemlig beretningen om at Fridtjof Nansen havde krydset indlandsisen på ski, og da kom skisporten og rejsedrømmene til Jakobshavn.
    Der har været tre kvinder af betydning i hjemmet, alle af lokal afstamning. Hans mor var af bestyrerfamilie og ca. en ottendedels eskimo. Hun ser på billeder varm og solid ud som et komfur. - Der har i det mindste været en grønlandsk barnepige, Hansigne, formentlig Knuds første eventyr- og sagnfortæller. Da han som 49-årig møder hende igen, går det straks hjerteligt løs med erindringer og drillerier. - Og så har der været en lærerinde til husets børn, deres moster, ugift. Om Knud var specielt utilgængelig for skoleviden, eller om hun var lovlig venligsindet som lærer, er ikke godt at vide. Men da han var tolv år gammel, var situationen kritisk på den front.
    Nu skulle han ordentlig i skole, og derfor måtte han til Danmark. Her hører han til i de kommende elleve år. I 1896, da han er 17 år gammel, bosætter hele familien sig i Danmark. Faderen bliver præst i Lynge i Nordsjælland.
    Skoleforløbet bliver en stribe af nederlag. Det begynder med at han dumper til optagelsesprøven på faderens elskede og meget omtalte Herlufsholm kostskole. Så kommer han i en terpeskole på Nørrebro i København, hvor han må blive siddende i samme klasse i flere år. Presset letter, da han kommer til Birkerød Latinskole - men efter et år dumper han til oprykningen til ny klasse. Tilbage til Nørrebro, hvor han endelig slæber sig igennem til en studentereksamen - vistnok med landets dårligste gennemsnitskarakter. - Det vil ikke være underligt, hvis der i disse pubertets- og ungdomsår er opstået den forestilling et sted i ham, at det er bedre at være i Grønland end i Danmark.
    Det var indlysende at der ikke kunne blive en seriøs studerende ud af ham. Ikke desto mindre blev han indskrevet på universitetet, og dengang som nu kunne titlen student bruges i nogle år som paraply for en tilværelse, hvor man i stedet for at passe sine studier eksperimenterer med sine muligheder. Knud Rasmussen forsøgte sig som operasanger, forfatter, skuespiller, journalist. Der var efter sigende også en del piger at passe. Han var utrolig charmerende; hvor han kom var han samlingspunkt for opmærksomheden. Et par rejser blev det også til i disse år. En til Island med Studentersamfundet, hvor han ihærdigt forsøgte at lokke selskabet med videre nordvestpå over Danmarksstrædet. Og en til Lapland, hvor han skrev en bog, der måtte vente nogle år på at blive udgivet.
    Så begynder det at trække sammen. På turen til Island er han kommet i lag med journalisten og forfatteren Ludvig Mylius-Erichsen, som har noget for med Grønland. Men landet er lukket for nysgerrige og måske kritiske blikke. Nytårsaften 1901 træffer Knud maleren Harald Moltke, som også er greve. Så begynder de lukkede døre at gå op, og sommeren 1902 er de tre på vej til Grønland.
    Knud Rasmussen er da 2,3 år gammel. Han har nu tilbragt næsten lige så mange år af sin opvækst i Danmark som på Grønland. -
    De to kulturer, der hidtil har behersket hver sin halvdel af Knud Rasmussens liv, løber i den følgende periode ind i et dobbeltspor.
    Rejseholdet på vej nordpå kalder sig Den litterære Grønlands-ekspedition. Foruden Knud, hvis formelle opgave er at fungere som tolk, er der altså Mylius-Erichsen, der skal skrive om landet, og Harald Moltke, der skal male og tegne. Fra starten er også lægen Alf Bertelsen med, men han står af før det afgørende fremstød mod nord. I Nuuk bliver en ny deltager trukket med, Knuds grønlandske barndomsven Jørgen Brønlund. I 1903 forlader de det dansk-koloniserede område og kører i hundeslæde over Melville-bugten mod polar-eskimoernes område nord for Kap York. Det er hidtil kun blevet besøgt af hvalfangerskibe og af ikke-danske ekspeditioner. Med det sydlige Grønland har der ikke været forbindelse. Amerikaneren Peary benytter i disse år stedet som base for sine ekspeditioner mod Nordpolen. Inden den litterære ekspedition når frem, bliver Moltke alvorligt syg; men frem når de og tilbringer ca. ni måneder hos inuitterne i distriktet. Så gælder det om at komme hjem, med den stadigt syge Moltke og med ekspeditionens resultater. På tilbagevejen når Knud Rasmussen dog også lige at besøge lidt af Østgrønland.
    For Knud Rasmussen er det vigtigste resultat af rejsen bogen Nye Mennesker, der udkommer i 1905. Den grundlægger hans bane som rejsende, som forsker og forfatter. Vi vender tilbage til den i næste kapitel.
    I de følgende år bliver det til tre grønlandsrejser. De to sidste går igen op til inuitterne nord for Melville-bugten. De har brug for stabile forsyninger fra civilisationen, nu hvor de gennem Pearys ekspeditioner er begyndt at vænne sig til dem. Men den danske regering vægrer sig ved at inddrage området som en del af kolonien Grønland og ved at påtage sig ansvaret for den udsatte befolkning. Det gør så Knud Rasmussen på eget initiativ, med støtte fra kirkelige kredse i Danmark. 11909 bygger han en missionsstation ved North Star Bay og hejser det danske flag. Det med flaget siges at have taget hårdt på Peary, da han samme år lægger ind på vejen tilbage fra sin sidste Nordpolsekspedition. Der har nok været tale om i sidste øjeblik at lægge dansk hånd på området. I 1910 grundlægger Knud Rasmussen handelsstationen på stedet og giver det navnet, det er blevet berømt under, Thule.
    Endnu en vigtig ting er sket i disse år. Den i alle henseender stærkt omkringfarende Knud Rasmussen er blevet gift. Pigen hedder Dagmar Andersen og er datter af formanden for de danske arbejdsgivere, etatsråd og folketingsmand. Hun har tilhørt Knuds vennekreds i nogle år. Bevægelse i sagen kommer der tilsyneladende i 1908, hvor hun er i huset hos en af Knuds venner i Umanak. De bliver gift samme år og bosætter sig i København. De får deres første datter, Hanne.
    Han slår igennem som forfatter. I 1906, året efter Nye Mennesker, udgiver han en ny bog om Grønland, Under Nordenvindens Svøbe. Og i 1907 udkommer bogen fra hans rejse i Lapland i 1901, som forlæggeren dengang ikke turde binde an med.
    I 1910, som 31-årig, er Knud Rasmussen altså en etableret mand, med det ene ben plantet i det nordligste Grønland, det andet i det højborgerlige København. -
    Den følgende periode, frem til 1924, er de store rejsers tid.
    Ved oprettelsen af handelsstationen i Thule har Knud Rasmussen en bestyrer med. Det er vennen Peter Freuchen, som i denne periode er hans uundværlige makker, hvad enten han bliver hjemme og passer butikken i Thule, eller han deltager på de ekspeditioner, der bogstaveligt eller financielt udgår fra stedet.
    1. Thule-ekspedition 1912 går til det nordøstlige Grønland, frem og tilbage over indlandsisens nordligste del. De er fire mand: Knud Rasmussen, de to inuitter, Ulloriaq og Inukitsoq, og Peter Freuchen. Udover geografiske observationer omkring Peary-land er formålet at undsætte Ejnar Mikkelsen. Han på sin side er draget ud for at efterspore resterne af den forulykkede del af Danmark Ekspeditionen, men er ikke vendt tilbage til planlagt tid. Knud Rasmussen-holdet passerer varderne efter de forulykkede fra den første ekspedition. De er tomme. Ejnar Mikkelsen har været der, men er blevet reddet af en norsk sælfanger. At undsætningen altså er unødvendig får de først at vide et år efter på vej tilbage til Danmark. Da har Knud Rasmussen været hjemmefra i tre år og har fået en datter mere, Inge.
    2. Thule-ekspedition i 1917 går ud langs kysten nord om Grønland og, delvis, tilbage over indlandsisen. Nu er de tre europæere og fire inuitter. Formålet er bredere, geografisk, geologisk og botanisk. Det bliver en meget vanskelig rejse. Jagten svigter og føret er fortvivlende. To mand mistes, først inuitten Hendrik, og mod slutningen botanikeren Thorild Wulff - begivenheder, der kommer til at afsætte livslange fjendskaber, og som diskuteres endnu.
    Den berømteste Thule-ekspedition er den 5. Den foregår i årene 1921-24 og går til Canada og Alaska. Første etape er meget bredt anlagt, med specialister i kortlægning, arkæologi, etnografi, geografi: Birket-Smith, Therkel Mathiassen, Freuchen, Helge Bangsted samt de uundværlige inuitter som jægere og hjælpere. Holdet har base på vestsiden af Hudson Bay, hvorfra de forskellige deltagere foretager selvstændige ekspeditioner i alle retninger. 1 1923 stikker Knud Rasmussen for alvor af for sig selv sammen med to inuitter på den såkaldt store slæderejse. Den følger Canadas nordkyst til stort set alle inuit-stammer undervejs, og videre langs Alaskas kyst ud til Beringstrædet. En enestående rejsepræstation, 18000 km, og det etnografiske materiale er enormt, både hvad angår genstande og optegnelser af sagn- og mytestof.
    Når jeg i denne korte oversigt springer 3. og 4. Thule ekspedition over, er det fordi Knud Rasmussen ikke selv deltager i den 3., og fordi den 4. ekspedition (til Østgrønland i 1919) forekommer mindre betydningsfuld end 1., 2. og 5. Adskillige andre mindre rejser er heller ikke nævnt.
    Om hver af de tre skriver Knud Rasmussen en bog. Om 1. Thuleekspedition frem og tilbage over indlandsisen: Min Rejsedagbog, 1915. Den om ekspeditionen norden om Grønland får navnet Grønland langs Polhavet, 1919. Og bogen om 5. Thule-ekspedition hedder Fra Grønland til Stillehavet, 1925-26. De tre store bind Myter og Sagn fra Grønland bliver gjort færdige i denne periode. Udgivelsen af dem strækker sig fra 1921-25.
    Fra 1924 og til sin død i 1933 er Knud Rasmussen verdensberømt opdagelsesrejsende og forsker, og nationalhelt - med de dertil hørende forpligtelser.
    Den centrale del af hans arbejde i denne periode er for det første at bearbejde og udgive det materiale han har samlet. Det sker i rejsebeskrivelsen af 5. Thule-ekspedition og i en række etnografiske rapporter. Han får dem ikke selv gjort færdige. For det andet fortsætter han udforskningen af Grønlands østkyst på 6. og 7. Thule-ekspedition i årene 1931-33. Specielt den sidste er et stort foretagende, med 62 medlemmer, et stort skib, syv motorbåde, en flyvemaskine.
    Og så er der det repræsentative og halvpolitiske arbejde for Grønland og for inuitterne. Han indkaldes af den danske rigsdag og af den canadiske regering som rådgiver i inuit-politik. Han fører Danmarks sag ved domstolen i Haag i konflikten med Norge om overhøjheden over Nordgrønland. Er medlem af alverdens institutioner, der har med Grønland at gøre. Bliver æresdoktor ved Københavns og ved Edinburghs universitet.
    Men inuitterne ved Thule får stadigvæk særbehandling. Knud Rasmussen fortsætter sine rejser derop, nu for at etablere fangerråd, nedfælde lovbestemmelser, ansætte fast læge, foranstalte kirkebyggeri. Peter Freuchens hedenske inuit-liv på stedet er forbi. Knud er blevet chef for det store videnskabelige bo, han selv har skabt, og centrumsfigur i en stærk folkelig-kulturel udvikling.
    Under 7. Thule-ekspedition bliver han syg. Han bringes til Danmark, men dør på et hospital i København, kort før jul i 1933. -
    Det er jo en strålende karriere, der her afbrydes i utide, og Danmark gik i chok d. 21. december 1933. Aviserne blev ryddet til begivenheden. Var Knud Rasmussen forlængst anerkendt som en af Danmarks store mænd, var han i Grønland forgudet og forblev det længe. Da Grønlandsskibet Hans Hedtoft gik ned ved Kap Farvel uden overlevende, vakte det stor diskussion i Grønland. Det var i 1959. Som sin mening om årsagen til forliset sagde da en gammel kone: „Det går jo aldrig an at opkalde skibet efter en afdød. Det burde have heddet Knud Rasmussen."2

 

NYE MENNESKER

Nye Mennesker fra 1905 er begyndelsen. Det er den første bog Knud Rasmussen udgiver, og den handler om hans første store rejse. Ikke desto mindre giver bogen i vidt omfang et billede af ham som han skulle blive i de kommende tredive år, med foreløbighedens uskarpe konturer, men i fuldt omrids.l Dens emne er Den litterære Grønlands-ekspeditions ophold hos polar-eskimoerne i det nordvestligste Grønland. Men den er også en beskrivelse af ham selv, bogens meget tilstedeværende fortæller.
    Kapitlet her beskriver Nye Mennesker som et omrids af den Knud Rasmussen, der blev til på denne rejse.
    Det er et skrummel af en bog, men et udtryksfuldt skrummel. Den er rejsebeskrivelse, indeholder optegnelser af sagn, dagbogsoptegnelser, generelle betragtninger om eskimoiske livsformer, historier, en litterær rensdyrfantasi og en regulær redegørelse for eskimoisk livsanskuelse. Man kan ikke sige, at det er en gennemtænkt eller meget sammenhængende bog. Ikke desto mindre er den udtryksfuld, skrevet og bygget op med en instinktiv kunstnerisk evne, der fortæller mere end den måske ved af, både gennem beskrivelsens detaljer og gennem bogens helhedsopbygning.
    Selv om Knud Rasmussen skildrer alle sine personer med sympati, har bogen dog en helt frem for de andre. Det er gamle Sorqaq. Gammel betyder snarest, at han er en agtet bærer af den viden og de værdier, de gamle ligger inde med. Desuden er han nærmest udødelig. „Døden gør Forskel", siger han, da han mod al rimelig forventning har overlevet et fald fra fuglefjeldet ned på stranden! Et af de steder, hvor hans væsen kommer mest samlet til udtryk, er da han en dag om foråret bryder op for at tage på jagtrejse. Hvad der her også kommer til udtryk er Knud Rasmussens beundring for ham på grund af hans evne til ubekymret at forlade hjem og kone: det er ting man sagtens finder erstatning for. Han beundres for at være sin egen herre i forhold til alt hvad der plejer at binde i faste rytmer, borgerlige vaner ville vi sige. Sorqaq er helt, fordi han er bestemt af en drift, der ikke kan finde ro, og som kommer til udtryk i rejsen som livsform, stærkest i opbruddets øjeblik.

    „Saa kaldte han paa sine Hunde, spændte dem for Slæden og surrede sin gamle Kanon og sin Lænser fast." „Det er hændt, at man nu vil til at rejse!" sagde han kort ind ad Vinduet; det er Polareskimoernes Afskedshilsen. „Den store Sorkrark rejser!" blev der raabt inde fra, og Folk for ud for at følge ham til Iskanten.
    „Uden Kone - gammel Mands Vane!" var der en af hans Bopladsfæller, der spøgende raabte efter ham. „Du har Ret! Gamle Mænd nøjes med de Kvinder, de træffer paa. Og hvor Mænd samles, kommer vel al Tid en Kvinde til!" svarede Sorkrark leende. Saa svang han sin Pisk over Hovedet. Hundene sprang bjæffende ud over Isen og fo'r af Sted i en legende, kaad Galopade, og snart var Slæden ude af Sigte.
    Lykkelige Sorkrark! Du er født med en Drift, som ikke under dig Ro i Hvilen. Du maa leve paa Rejser, fordi du ikke kan udstaa, hver Aften at skulle vende tilbage til den samme Baas. Husdyrnaturen er aldrig gaaet dig i Blodet.
    Verden er stor, for at Mennesker skal tage den i Besiddelse. Og naar Rejsefeberen kommer over dig, smider du dig bare paa din Slæde, Herre over din Dag, og Herre over dine Hunde."

Det er ikke til at tage fejl af, at Knud Rasmussen gør sig til et med denne mand. Sorqaq er en spejlingsfigur, dvs. at Knud Rasmussen udtrykker sine egne drifter og forestillinger gennem beskrivelsen af den gamle (hvad han iøvrigt også gør gennem andre figurer i bogen). Det er ikke tilfældigt når der kort efter Sorqaqs opbrud står: „Det varede ikke mange Dage, før jeg fulgte efter." -
    Samme Sorqaq kommer med nogle hib til Knud om, at han må tage sig en kone i stammen. Knud svarer ikke direkte på det, hverken i ord eller handling - men nok indirekte. Han kan nemlig i bogen beskrive sig selv gennem andet end mennesker. Da det er blevet efterår på bopladsen, brydes fremstillingen af en litterær fantasi, en historie om en rentyr: „Det var Efteraar, og de Tider var inde, da Renerne leger i Fjeldene. Siden Foraaret havde Tyren været alene, for da var dens Mage blevet skudt af Menneskene. Hele Sommeren havde den travet om uden at sørge, saftigt Mos havde fedet den. (...) Men nu var den pludselig vaagnet op; dens Tyreblod havde vækket den."3Historien ender med at rentyren finder en ny ko.
    Dette er et flot, og vel nogenlunde diskret, selvportræt. Men det er jo heller ikke til at komme uden om, at den fri og vilde hovedperson er et dyr, som uden at sørge skifter den ene mage ud med den anden.
    Denne side af det erotiske - smal og privat - er nu ikke den mest betydningsfulde i bogen. En bredere, kærligheden til hele den polar-eskimoiske stamme, har en langt solidere placering i Nye Mennesker.
    Det er den, der kommer til udtryk i beskrivelsen af ekspeditionens berømte første møde med inuitterne i det fjerne nord, en fejende og festlig ankomst til målet for den lange rejse. Jørgen Brønlund og Knud Rasmussen er alene som fortrop:

„Efter 3 Timers Søvn fortsætter vi. Vi har kun kørt et lille Stykke, da en sort Prik bliver synlig forude. Den vokser og bliver til en Slæde.
    Jørgen! Knud! - Jørgen! Knud!
    Vi var gale og kunde kun raabe hinandens Navne. Fartsignal! Hundene lader Halerne falde og spidser Øren.
    Fartsignalet mumles endnu engang mellem Tænderne, og Sneen hvirvler fra Hundenes Bagben. En kold Vind svider i Næsen. Endelig! Endelig Mennesker, andre Mennesker, nye Mennesker! - Polareskimoer!
    En lang, smal Slæde kommer farende hen imod os, en Pisk svirrer gennem Luften, underlige Hundesignaler lyder os i Møde. En lille, pelsklædt Mand med et par skinnende hvide Bjørnebukser springer af Slæden og løber gestikulerende hen mod sit Spand for yderligere at ophidse det.
    Bagved ham, overskrævs paa Slæden, sidder en anden, klædt i Blaaræv, med en stor Spidshætte over Hovedet; det er hans Kone.
    Vore Hunde giver sig til at gø, og under stærke Glam farer vore Slæder sammen. Vi springer af, løber hen mod hinanden, standser og stirrer hinanden ind i Ansigtet, ude af Stand til at tale, lige forbavsede.
    Jeg forklarer ham, hvem vi er, og hvorfra vi kommer.
    „Hvide Mænd! Hvide Mænd!" raaber han hen til sin Kone. „Vi faar Besøg af hvide Mænd!"
    Vi forstaar hinanden uden Vanskelighed.
    Jeg løber hen til Konen, der er blevet siddende paa Slæden. Underlig bevæget ved jeg i Øjeblikket ikke, hvad jeg skal sige til hende, og rækker hende, uden at tænke over hvad jeg gør, min Haand. Hun ser paa mig, uden at begribe Meningen, og ler. Og saa ler vi i Kor alle sammen. "4

Begejstringen i denne skildring bunder i en tilbøjelighed, der rækker langt ud over dette store øjeblik. Det kan man se på opbygningen af Nye Mennesker som bog.
    Den består af to næsten lige lange dele. Første del er beskrivelsen af ekspeditionens tilstedeværelse hos inuitstammen, af personer, episoder, udflugter, overvejelser isprængt historier osv. Anden halvdel består af to afsnit med titlerne „Primitiv Livsanskuelse" og „Fabler og Sagn"; den har altså karakter af etnografisk udredning og materialesamling. - Sammenkædningen af de to halvdele er vigtig. Ved slutningen af første del nærmer vinteren sig, og ekspeditionen bygger hus. Så kommer anden del med det etnografiske materiale. Og da denne redegørelse, halvfems sider længere fremme, er færdig, følger en afsluttende halv side, der begynder sådan: „Den Dag var kommen, da jeg skulle forlade de Mennesker, jeg var kommen til at holde af. "5 - På denne måde bliver bogens anden del, dens etnografiske materiale, føjet ind i førstedelen, beskrivelsen af tilstedeværelsen. Det etnografiske stof får en placering som det, tiden går med fra efteråret til afrejsen. Eller sagt på en anden måde: Beskrivelsen af inuitternes livsanskuelse og gengivelsen af deres sagn bliver ved denne indramning tildelt en fornem rolle i bogen, nemlig som fuldbyrdelsen af opholdet hos stammen og dermed af hele ekspeditionen. Denne fordybelse i inuit-kulturen bliver det, der skal gøres færdigt, før ekspeditionen drager hjem, og det, bogens førstedel peger frem mod.
    Bogen indledte med det første fejende møde med polareskimoerne. Nu er den begejstrede kraft i dette møde blevet omdannet til en mere dybtgående forening med stammen, i et projekt, der har krævet flid, fordybelse, tålmodighed. -
    Hvad er nu egentlig så vidunderligt ved dette polareskimoiske folk? Et er hvad Sorqaq repræsenterer som mand, noget andet hvad stammen som sådan betyder som mål for Knud Rasmussens stræben. Det får man at vide i en lille indledning til bogen. Her beskrives polareskimoerne som et folk fra før tøjet og ilden. Det bor ved verdens ende, uden for varmen og lyset; man må slå følge med vinden, hvis man vil besøge det:

    „Som Barn hørte jeg ofte en gammel grønlandsk Sagnfortællerske berette om, at der langt Nord paa ved Jordens Ende skulde leve et Folk, der klædte sig i Bjørnehuder og levede af raat Kød.
    Deres Land var altid stængt af Is, og Dagskæret naaede aldrig over Fjældene.
    Den, som vilde der op, maatte følge med Søndenvinden helt op til Nordenstormenes Herre ...
    - - -
    Endnu før jeg vidste, hvad Rejser var, besluttede jeg en Gang at naa disse Mennesker, som min Fantasi gjorde forskellige fra alle andre.
    Jeg maatte se „de nye Mennesker", som den gamle Sagnfortællerske kaldte dem." 6

Hvis vi lige husker, at der har været adskillige ekspeditioner på stedet - Peary passerer for tiden jævnligt - og husker på, at der er tale om konkrete mennesker, der går og passer dagen og vejen som os andre, så bliver det måske mere klart, at det er Knud Rasmussen, der kommer med deres betydning. Han siger da også at hans „Fantasi gjorde dem forskellige fra alle andre." Fantasien opfatter nemlig inuit-stammen som et mytisk folk, på linie med israelitterne i Det gamle Testamente eller beboerne af det sunkne Atlantis. Han tilskriver konkrete mennesker mytisk betydning.
    Hvis man så spørger, hvad der er indholdet af denne Knud Rasmussens myte om polar-eskimoerne, mener jeg, det kan sammenfattes i begrebet oprindelighed. Det næsten guddommelige ved inuitterne i fremstillingen her er, at de er de første; de er de „nye Mennesker" i betydningen splinterny og uspolerede, uberørte af civilisationen.
    Det hører så med, at et stort kapitel i bogen består af gamle Meqqusaqs fortælling om den folkevandring han deltog i som barn, nemlig de canadiske inuitters indvandring til Nordvestgrønland - altså en beretning om dette oprindelighedens folks ... oprindelse!
    Hvordan dette historiske og mytiske udfolder sig som konkret nutidig livsform kan man få et begreb om ved at følge Knud Rasmussen der, hvor han tager efter Sorqaq på hans fangstrejse. Da han når frem er Sorqaq ved at flå sæl. Der bliver både til hundene og til gæsten selv: „Og dine Hunde skal sove tungt!" fortsatte han. „Deres Bug skal tynge dem til Hvile, he, he!" og saa forsvandt han et Øjeblik og kom tilbage med en halv fedtflommende Sæl, som han kastede for dem. „Og dig glemte jeg heller ikke. Se!" og han rakte mig en bloddryppende Lever, som jeg skulde slubre i mig. „For en Nyankommen falder den Tid lang, da man venter paa Grydens Kog! fortsatte han."7 Samvær omkring overdådige mængder af kød, søvn som endemålet, ikke alene for hundene. -
    Nye Mennesker udgør Knud Rasmussens fortolkning af det han oplevede. Den gav form, og dermed langvarig retning, for det mere flydende og kaotiske, som de konkrete oplevelser jo altid er. Det kan oplyses, at han skrev det meste umiddelbart efter oplevelserne, i dagbogsform, som så senere blev skrevet igennem til løbende prosa. Nye Mennesker peger dels frem mod etableringen af stationen Thule i 1910, dels videre helt frem gennem Knud Rasmussens liv, der leves i Thules navn. Og hans største bedrift bliver jo at følge inuitternes spor gennem Canada og Alaska. Bogen forudgriber, hvilke værdier dette liv og dette forfatterskab repræsenterer, hvilke private og folkelige tilskyndelser det udfolder. -
    En side af bogens selvportræt har endnu ikke været omtalt, og det skyldes at den befinder sig i dens periferi. Jeg tænker på den næsten usynlige ramme om hele opholdet hos polar-eskimoerne. Knud får bl.a. fortalt et sagn om en hvid dreng, der som spæd ved et uheld er kommet ind i en inuit-stamme og er vokset op der:

„Alle holdt meget af den fremmede Dreng som voksede op ganske som Børn her og lærte almindelig Fangst. Man havde syet ham en Skjorte af Sæltarme; det gjorde ham usaarlig for Bjørne, sa' man.
Det fortælles, at Drengen fik Hjemve, naar han saa Himlen blive rød om Aftenen; saa begyndte han at tale om Mælk og søde Spiser, han havde været vant til i de hvide Mænds Land, og blev siden tavs.
En Dag han var ude at gaa, blev han borte og kom aldrig igen. Man søgte overalt, men fandt ikke engang Spor. Kun oppe ved Kap York blev noget af hans Tøj fundet; det var hans Tarmskinds-Skjorte. De gamle fik derfor den Tro, at Hjemlængslen havde faaet saadan Magt over ham, at han gennem Luften var faret til de hvide Mænds Land. Saaledes beretter det gamle Sagn. Og Sandhed taler det, for underlige er I - I hvide fremmede; en skønne Dag dukker I op her i vort Land, og naar vi har lært at holde af jer, forsvinder 1, uden at vi ved hvorhen."

Det er en klog mand der her taler. Han kender de hvides splittelse, hjemlængslen, der gemmer sig i dem, selv om de hengiver sig til livet blandt inuitterne; og han kender prisen for at holde af disse splittede. Knud Rasmussens egen synsvinkel på sagen udtrykker han dæmpet i selve afskedsøjeblikket. Mens hundene for slæderne venter, har han slået et sidste slag op i fjeldet. På tilbagevejen møder han en gammel kone:

    „Du ser saa glad ud!" så hun. Ja!"
    „Aa - jeg forstaar dig. Nu skal du hjem. Længes du bort?"
    „Ja - næh, jeg længes vel kun efter Forandring!"9


OPBRUDDET

Ankomsten til polar-eskimoerne i Nye Mennesker, det forrygende møde mellem slæderne på isen, er ikke hverdagskost, selv ikke for Knud Rasmussen. I hans forfatterskab gentager det sig kun en gang. Hvis vi derimod ser efter en anden markant situation, den hvor fanger Sorqaq bryder op fra bopladsen for at drage på fangstrejse, genfinder vi den i alle Knud Rasmussens rejsebeskrivelser. Udformningen skifter og dermed jo også sider af oplevelsen. Men selve opbruddet er en fast og tilbagevendende situation. Her bryder rejselængslen igennem til handling. Og her bryder den også ud i ord, så det bliver synligt, hvilke værdier den rummer for den rejsende.
    Mest dæmpet og spredt tales der ved 2. Thule-ekspeditions afrejse. Den er skrevet i bevidstheden om at der venter to dødsfald forude, Hendriks og Thorild Wulffs. Til gengæld har denne rejseberetning en særlig indledning, om en situation langt væk fra Grønland og mere end et år før afrejsen: Det øjeblik hvor rejsen bryder frem som indre nødvendighed i Knud Rasmussen.
    Der plejer at være fatamorgana over opbruddene, og det er der også her. Men det særlige ved denne ekstra indledning er, at den fremmaner sådanne bevæggrunde til rejsen, at projektet får tyngde i forhold til det at tjene med livet som indsats.
    Knud Rasmussen er i London, midt under 1. verdenskrig, på vej til USA på foredragsrejse. På en undergrundsstation bliver han vidne til ankomsten af et tog, der bringer soldater fra fronten hjem på orlov. Og nu måler han sig selv og sin foredragsrejse med disse folk, der stadigvæk har mudderet fra Flanderns løbegrave siddende i uniformerne:

„Der stod en Storhed om disse alvorlige og snavsede Mænd, som kom fra Handling og Pligt for atter efter faa Dages Hvil at' vende tilbage til det Sted, hvor Millioners Skæbne skulde afgøres i en Haandevending.
- - -
    Da var det, som om hele Banegaarden med eet blev ganske borte for mig. Jeg saa ikke længere Soldaterne eller de mange Mennesker, der puffedes og albuedes omkring mig; jeg havde oplevet noget, der havde forandret mig i disse faa Sekunder og vendt mine Tanker udad.
    Medens Stormen rasede ude omkring mig, og Mænd gav deres Liv, frit og redeligt, som Indsats for det, der var dem mere værd end den daglige Sikkerhed i Hverdagens Trædemølle, stod jeg der, selv Mand og endnu stærk nok til Handling, klar til at rejse bort til et fremmed Land for at snakke tiden bort i Foredrag om det, jeg engang havde udrettet paa en Rejse, der forlængst var afsluttet.
    Og i det samme var det, som om jeg saa Grønlands vældige, bræfurede Fjælde stige op af Mørket omkring mig: jeg saa som i en fjern Luftspejling det mægtige Land hvor jeg selv hørte hjemme, og hvor store Opgaver, lige siden jeg selv modnedes til Mand, havde udløst ogsaa mine Kræfter til Handling. Jeg skimtede foran mig i dette Fatamorgana et lille Slædespor, der tabte sig nordover, fjernt og dragende som en Fure, der viste Vej gennem den jomfruelige Sne. Og en frisk Vind kom fejende ude fra de store Vidders Land og gav mig en lille Opsang i Øret:
    Vor Tid var til Handling og ikke til kvindagtig Snakkesalighed!
    Ogsaa jeg maatte ud for at byde mine Kræfter til, dog ikke i Krig mod Mennesker, men i en Holmgang med en jættehaard og barsk Natur, der maatte overvindes, for at jeg med mit danske Flag kunde trænge mig frem til de Erobringer, der skulde gøres i Videnskabens navn."1

Har man læst meget om Knud Rasmussen, har man sikkert fået nok af citatet her, for det er blevet brugt flittigt. Man kan også nemt få nok af højstemtheden omkring soldaterne, disse mænd som „gav deres Liv, frit og redeligt, som Indsats for det, der var dem mere værd end den daglige Sikkerhed i Hverdagens Trædemølle" - især hvis man har læst mere realistiske beskrivelser af stemning og holdning hos soldaterne under 1. verdenskrig. På den anden side er det netop ved deres højstemthed at disse udtalelser lever op til situationen. Det vigtige er ikke, at her bliver Knud Rasmussen vendt fra snakkesalighed til handling, for den vej har han vendt i mange år. Det vigtige er hvilke begrundelser, der kan leve op til situationen. Og med situationen mener jeg ikke bare banegården ved krigstid i London, men lige så meget det at skrive forord til beskrivelsen af en rejse, hvor to af medlemmerne omkommer. Det at bruge menneskeliv på at drage om i jordens fjerne og øde egne opfattes på niveau med at være involveret i den hidtil alvorligste krig i Europas historie, som soldaterne på vej fra fronten. Når stemmelejet i forordet er så højt, er det fordi Knud Rasmussen skriver under nødvendigheden af at placere sit ekspeditionsarbejde i en sfære af høj ansvarlighed.
    Dette arbejde er menneskehedens kamp mod naturen. Naturen opleves som en vældig og afvisende fjende uden for mennesket. Den er en fysisk verden, der skal overvindes, lægges ind under menneskets herredømme, erobres. Spørger man hvilken interesse der står bag kampen, falder svaret i to retninger.
    Der er for det første fædrelandet. Det gælder om at forstørre fædrelandet, enten ved konkret at udvide dets territorium, inddrage nyt land under dets politiske herredømme, eller ved at forøge fædrelandets prestige: en dansker har som den første sat foden på denne jord, foretaget denne landvinding, som man siger. På denne måde falder tankegangen bag rejserne godt i tråd med drivkræfterne bag soldaterne på banegården i London: magt og ære for nationen.
    For det andet er der videnskaben. Ekspeditionen indgår i den store bestræbelse på at gøre verden tilgængelig for videnskabelig erkendelse. En principielt international og almenmenneskelig interesse, hævet over ejendomsvilje og æresfølelse, national såvel som personlig: „en Holmgang med en jættehaard og barsk Natur, der maatte overvindes, for at jeg med mit danske Flag kunde trænge mig frem til de Erobringer, der skulde gøres i Videnskabens Navn."
    Kun et andet sted i Knud Rasmussens forfatterskab er tonefaldet lige så højt med hensyn til at indfælde opdagelsesrejsen i stor fællesmenneskelig bestemmelse. Det handler også om en situation, hvor en rejse har kostet menneskeliv. Under 1. Thule-ekspedition er man nået frem til stedet hvor tre medlemmer af Danmark Ekspeditionen er omkommet. Det stykke jeg citerer drejer sig om Jørgen Brønlund: „Og den unge Grønlænder, der kæmpede sig frem gennem Mørket og Kulden med Rejsens dyrebare Resultater, efter at Kammeraterne var stivnede i den ubarmhjertige Død ... sled sig frem paa sine dødsmærkede Fødder, for at segne der, hvor andre engang kunde finde Kortene over det nye Land ... (...) Der staar en mandig Skønhed om din Bedrift, der gør alle os andre rigere og vor Kaldsfølelse mere hellig."2
    Man kunne kalde dette for de offentligt anerkendte begrundelser for rejser som Knud Rasmussens, begrundelser, som kunne skabe offentlig tilslutning, åbne døre hos myndighederne, rejse penge.
    Men hvad med fatamorganaet, suset fra de store vidder? Her er der mere personlige motiver på færde.
    Knud Rasmussen tillagde gamle Sorqaq følgende grunde, da han brød op til fangstrejse: „fordi du ikke kan udstaa, hver Aften at skulle vende tilbage til den samme Baas. Husdyrnaturen er aldrig gaaet dig i Blodet." - Når han ved sceneriet på banegården i London ikke har det mindste ondt af soldaterne, men nærmest misunder dem, hænger det sammen med, at den beskyttede normaltilværelse, de må forlade, når de drager i krig, opfattes som „Hverdagens Trædemølle". Med andre ord, disse rejseopbrud sker i en slags protest eller oprør mod det borgerlige hverdagsliv med dets faste rytmer og forpligtelser. En protest mod at blive beskåret til rollen som borger. Opbruddet er en befrielse fra det. I Min Rejsedagbog lyder det som følger, nu vendt fremad mod de glæder der åbner sig i det øjeblik trædemøllen forlades:

„I Dag begynder Rejsen, den store Fart norden om Grønland, i Foraarssol og herlig Udfartsglæde. Hej, Kammerater, lykkelige Mænd paa Tærskelen til muntre Aabenbaringer! Morgenerne skal løfte Fligen for det store Ukendte, og med Solen løber vi vore Længsler i Møde!
    Ud i Vejret, fulde af Appetit paa de gryende Dage! Muskelspændte, graadige som farende Rovdyr hilser vi Starten, Farten mod Nord!
    Klare i Sindet, for alle Klude rede til at lænse ind i nye Verdener!
    - - -
    Kan nogen være rigere?"3

Her vælter det jo frem med tilbagestængt liv, med forventning. Der er begyndelse, forår, gryende dage, tærskel. Men tærskel til hvad?
    Et helt andet sted, i forordet til Festens Gave, 1929, skriver Knud Rasmussen: „Jeg har altid elsket Fantasi og har ofte maattet savne den. Thi intet opildner og inspirerer som Fantasi, den frugtbare, idéskabende Fantasi, der løfter os og fører os op over Fjeldene til de store Vidder."4- Det er hvad der sker i det opbrud, der blev citeret før: Den konkrete situation gennemglødes af den oplevendes fantasi. Det vil sige af situationen beskrives gennem de billeder, fantasien kalder frem. Stedet er et stykke lyrik. Billederne beskriver kun i forsvindende grad den konkrete situation. Det beskriver først og fremmest manden, der oplever, hans indre. Det er der foråret, de gryende dage, tærsklen befinder sig, opbruddet fra det borgerlige jeg. Men det betyder også, at rejsens mål i omverdenen i en vis forstand bliver mindre interessant. Målet er et fantasibillede af den drift, der taler.
    Den er af religiøs beskaffenhed. Den beskrives jo som en trang til at placere sig i en større virkelighed end den umiddelbart forhåndenværende. Den kalder på erfaringer af en anden art end de gængse, på åbenbaringer. Og på en anden virkelighed end den almindeligt opfattelige, „det store Ukendte", „nye Verdener".
    Et eksempel fra den store slæderejse: „1 den sol-friske Foraarsmorgen dirrer alle de rimsvøbte Græsstraa svajende for Vinden, og Millioner af krystalstraalende Snefnug danser for Lyset. Uden at vi selv forstaar hvorledes, er vi skyllet med ind i det Under, som friske Lunger kan opleve under en blaa Himmel - og vi løber ind i det nye Land!"5Hvis man ikke vidste bedre, kunne man godt tro, at det var det forjættede land eller Paradis, han her er på vej ind i. Det er nu Alaska, markeret med et par pæle i ødemarken. Men fænomenet grænse rejser straks Knud Rasmussens jeg-overskridende drift.
    Knud Rasmussens far var præst, og han selv stod på den bedste fod med de kirkelige kredse. Der er jo heller ikke tale om, at han her skifter sin, sikkert ret afslappede, folkekirkelige kristendom ud med en anden religion. Hvad man kan læse ud af disse opbrudssituationer er en religiøsitet, der ikke har karakter af lære og overbevisning, men af impuls, tilskyndelse indefra.
    Et andet sted, indledningen til den bog, der hedder Foran Dagens Øje, kommer dette tydeligere frem. Kapitlet hedder April:

„Saa var da endelig den Dag kommen, da jeg skulde forlade den yderste Boplads i det danske Grønland og køre ud til store, frie Jagtmarker norden for Lands Lov, ud til de vældige arktiske Kyster, der begynder ved Melvillebugten og strækker sig saa langt mod Nord, at alt Liv stivner, og Landene gaar til Bunds i det isfyldte Polarhav. (...)
    Har du aldrig oplevet det? Dette, at man aner, at man er paa Vej til det store?
    Det begynder som en svag Susen for Ørerne, og man lytter, angst for at den skal tie; men den vokser, Tonen, og den kommer inde fra de skjulte Kræfter, som endnu venter paa dig, fordi du ikke forstaar dem. Det er din Fremtids, din Manddoms Reserve, der gror!
    Og den stiger, Tonen, stiger som et Hav, der rejser sig, stiger som et Varsel om det store Crescendo, der engang skal sprænge din Skæbne, hvis du er for svag ...
    Hører du det? Lud dig frem og lyt, som Hvalen der vejrer Orkanen, mens det endnu er legende Solblink."6

Jeg er overbevist om, at Knud Rasmussen er mere sig selv her, end når han er til gudstjeneste, og at han her er mere reelt religiøs. Men det hører jo så med til denne religiøsitet, at opmærksomheden faktisk retter sig mod den fysiske verden. Den bryder frem i ham, når han tager på rejse, når han sætter sin kraft ind på at trænge erobrende frem i den geografiske virkelighed. Måske derfor løber den også træt i denne virkelighed, der ikke rummer reelt svar på den. Det sceneri, der kalder de store forventninger frem, kan også opleves som aldeles gudsforladt. Vi vender tilbage til 1. Thule-ekspedition, på et tidspunkt hvor holdet har befundet sig tre uger på indlandsisen, stadig på vej østover, endnu ikke fysisk udmarvede. Men nu fremkalder det nordlige Grønland andre billeder end ved afrejsen:

„Nu længes vi for Alvor efter at komme ud af vor hvide Drøm. Det er som om vi befinder os midt inde i en uhyre Boble, der aldrig brister; hvad nytter det saa, at Solen og Bisolene smælder deres dejlige Farver ud over Boblens Hvælvinger!
    Min Længsel efter Land forekommer mig som en mægtig Sult, jeg ikke formaar at stille. Træt bliver man i Sindet af de hvide Snebølger, der slaar Øjnene med Blindhed og Smerte, og frem jager Tankerne uden at kunne falde til Ro.
    Aa, et lille Fodspor, et Mærke blot efter noget levende! Den Dag, da en lille iltert snakkende Spurv eller måske en sindig og tavs Ravn flyver hen over vore Hoveder, bliver Fest. Nu har vi længe nok ladet os sluge af dette hvide Svælg, der er forladt af Gud og Liv."7

Dette kapitel har handlet om den kraft, der driver Knud Rasmussen som opdagelsesrejsende, og om at den har to sider. Der er de offentligt anerkendte begrundelser: at erobre nye områder af verden i fædrelandets og videnskabens navn. Og der er den personlige tilskyndelse, som har religiøs karakter. Det kunne nok diskuteres, hvordan de to sider har det med hinanden. Men et er sikkert. Sådan som erobrerviljen og religiøsiteten er udformet hos Knud Rasmussen, ligger de side om side og peger i samme retning. De udløser i fællesskab en handlekraft af banebrydende format.8

 

DEN MANDHAFTIGE REJSENDE

Da Knud Rasmussen i 1916 stod på banegården i London og ved synet af de hjemvendende soldater besluttede at tage på en ny slæderejse, var det fordi der lød en opsang for hans indre øre: „Vor Tid er til Handling, og ikke til kvindagtig Snakkesalighed!" Opbrud, handling, står altså for Knud Rasmussen ikke alene i modsætning til borgerligt vaneliv, men også til noget han her kalder „kvindagtig Snakkesalighed". - På en måde, som han ikke ville være sluppet godt af sted med nuomstunder, føjer han to ting sammen, det kvindelige og det at snakke, det sidste som noget i bedste fald ligegyldigt. Den kolossale udadvendte handlekraft, der kommer for dagen ved Knud Rasmussens rejseopbrud - den lægger mere end borgerligt vaneliv bag sig. Han kalder det altså „kvindagtig Snakkesalighed", og spørgsmålet er nu, hvad der ligger i det dobbelte spor som udtykket rummer.
    Sorqaq i Nye mennesker meddelte kort ind ad vinduet, når han brød op: „Det er hændt, at man nu vil til at rejse!" Tit og ofte har inuitterne jo deres kvinder og børn med på slæderejserne, men jægeren Sorqaq har det karakteristisk nok ikke. I Knud Rasmussens store øjeblikke lades de bagude. Noget grundigere, men også næsten medfølende, kommer det til udtryk ved opbruddet i Foran Dagens Øje. Efter beskrivelsen af den sædvanlige opbrudsstemning står der om Uusaqqak, der er med:

„Han havde holdt Bryllup Dagen før vor Afrejse og havde forladt sin unge Kone på ubestemt Tid for at følge med mig op til sine fjerne Stammefrænder. Men nu, da det sidste Baand med Sydboerne brast, kunde han ikke rigtig komme med i den dagfriske Spænding, og hans Hunde saggede agterud.
    Jeg gjorde holdt og ventede paa ham, men da han opdagede det, rejste han sig pludselig op paa Slæden og lod sin lange Pisk suse hen over sine forfjamskede Hunde. Da var det, som om de endelig gjorde Alvor af at hale ind paa vore Forkørere; de rejste Halerne og slog over i det store, sejge Fremspring. Tungerne slog ud af de røde Gab, og den klare Frostluft røg af deres dampende Aande."1

Det udadvendt halsende og glammende ved denne rejselyst kan først komme til udfoldelse, når blødere og mere sammenføjende kræfter er skåret fra.
    Nu er det jo ikke sådan at Sorqaq forestiller sig, at han skal være kvindeløs på sin fangstrejse, langtfra: „ - hvor Mænd samles, kommer vel altid en Kvinde til!" som han siger.
    Unge nygifte Uusaqqak behøver ikke at være ængstelig for sin kones ve og vel. Hun er sandsynligvis efterladt i god behold, som kone hos en anden mand, der for tiden står og mangler en. I inuitternes kærlighedsliv er det en udbredt og agtet ordning at mænd bytter koner eller låner dem af hinanden, når det er praktisk, eller hvis de bare har lyst og kan blive enige om det. Kvinderne er mændenes ejendom, og ifølge normen knytter der sig også kun de følelser til forholdet mellem kønnene, som man knytter til ejendom: Hun er min, og det betyder også, at jeg kan bytte hende med en anden eller låne hende ud. Hvad jeg handler med er hendes arbejdsevne og hendes seksualitet, som rangerer på samme niveau. Knud Rasmussen fortæller om denne kærlighedsopfattelse i Nye Mennesker og refererer, hvor uhyre praktisk den er, og hvordan den i mange tilfælde også kan medvirke til at løse ægteskabelige konflikter.
    Men han fortæller også, at der er nogle der ikke kan indordne sig under normen, og som protesterer. Det er kvinder, der nævnes, men protesterne skyldes ikke, at de er uden indflydelse på sagen, for det kunne de ikke drømme om at have. Nej, problemet er, at de, hvordan det så går til, har det på en anden måde med kærlighed. Knud Rasmussen skriver sådan om konebytteriet og disse særlige kvinder:

„Det hænder, at en Kvinde under Graad nægter sig rede til Bytning, men det er sjældent. Da straffes hun af manden med Prygl.
    Disse forhold kan blandt Eskimoerne give Anledning til besynderlige moralske Betragtninger. Der var en Gang en Mand, der fortalte mig, at han kun slog sin Kone, naar hun ikke vilde have andre Mænd hos sig. Hun vilde kun kendes ved ham - det var hendes eneste Fejl!"2

Nok kalder Knud Rasmussen her inuitternes normer for nogle „besynderlige moralske Betragtninger". Men lige efter, som afslutning på sin redegørelse for ægteskabsforholdene, konkluderer han: Man må „indrømme dem, at de lever gladere og mere sorgfrit sammen end Kulturmennesker i almindelighed. Deres Samliv har ingen bitre Skuffelser at berede dem, fordi de ikke oplæres i Teorier, der er dømte til at ramle sammen i Livets Praksis."3
    Når man tænker på, hvor lidt pris Knud Rasmussen sætter på teori, kan man ikke være i tvivl om hans distance til dem, der kun vil elske en, og hans sympati for inuitternes kærlighedsform. Dem der kun vil elske en, sidestiller han reelt med kulturmennesker, der må have fået sådanne forestillinger ind som tillærte teorier. Bindingen til den kærlighedsform er kvindagtig, hvadenten den kommer strejfvist til udtryk i eksemplet med den nygifte inuits lidt tøvende rejseopbrud eller som en bred norm i europæisk kærlighedsliv.
    En mere direkte afstandtagen til denne form for kærlighed får man vist ikke i Knud Rasmussen forfatterskab, og det kan man heller ikke vente af en mand, der tænker sig europæisk gift, og som bliver det. Går man bag om det offentlige forfatterskab, kan man få belæg for hvordan det psykologisk set forholder sig. Jeg tænker på hans forhold til en vis Ellen Hallas (senere gift Forchhammer) hvorfra nogle breve er udgivet. Knud og hun omgikkes og brevvekslede i årene 1905-11. Hun studerede medicin, hvad der ikke var mange kvinder der gjorde på det tidspunkt; var forældreløs og ernærede sig selv ved at skrive børnehistorier. Tydeligvis en pige af format. Om man skal kalde forholdet mellem Knud og hende et erotisk venskab eller et venskabeligt kærlighedsforhold, ved jeg ikke. Det tror jeg heller ikke de selv vidste, og det er faktisk pointen ved historien. Bedre end mange principielle erklæringer er der steder i disse breve der viser, hvad der er stærkt og hvad svagt hos Knud Rasmussen - i nogle ungdomsår hvor tingene endnu ikke er lagt fast, men brydes. Jeg citerer et brev fra Finland 1906, hvor han fortæller om en drøm:

„En anden nat drømte jeg, at en ung kvinde kom til mig. Hun sagde, at hun ville følge mig „et stykke på vej". Og jeg blev så glad, for jeg trængte netop til at tale med en kvinde. (...) Og jeg søgte hendes ansigt for at se det, - jeg kendte hende jo ikke. Men hun bøjede sig tilbage og sagde: „Du skal ikke vide, hvem jeg er, og Du skal aldrig få mit ansigt at se. På den betingelse skal jeg blive længe hos Dig!"
    Og jeg søgte ikke mere, 'spurgte ikke mere og talte blot i glæde. Kvinden havde sådan en mild stemme og så blød en hånd.
    Men pludselig syntes jeg, at det var Dig - og jeg måtte atter spørge og se, og i samme øjeblik lå jeg alene i min finske bjælkestue."4

Det er en meget tydelig drøm. Den handler om et afgørende kærlighedsmøde, med en kvinde der først vil følge „et stykke på vej, senere på en given betingelse „blive længe hos Dig". Det afgørende er dels dette varige, dels at han vil se hendes ansigt og vide hvem hun er. Hendes ansigt, hendes identitet er det han søger. Men det er samtidig sådan i drømmen, at denne identitet netop er tilsløret, det er betingelsen for kvindens tilstedeværelse, og da hun begynder at antage skikkelse af brevets modtager, slukker drømmen for lyset.
    Her har vi at gøre med den kærlighedsform, der står højt i europæisk kultur, men som var den afvigende hos inuitterne: den hvor et menneske varigt ser sig bekræftet af en bestemt person af det andet køn og besvaret af den anden. Den form der er ideen i det monogame ægteskab. Her i brevet og drømmen er den ikke norm. Den er tilskyndelse, og den er på vej frem indefra i den glæde Knud føler ved mødet. Men drømmens fortælling er så også, at tilskyndelsen ikke når frem eller ud i virkelighed og handling. Den bliver ikke bevidst.
    Hvis man spørger, hvordan drømmen kunne vide, at Knud Rasmussen er indrettet sådan, at det må gå på denne måde, får man svaret ved at læse videre i det samme brev, i umiddelbar forlængelse af og som kommentar til drømmen: „Nej, vi mænd skal ikke blive sentimentale og sidde med bløde hænder og skrive bøger - vi skal ud og luftes, ud at skyde rovdyr-bjørne, ulve! Og så skal vi ha' kvinder, der kan modtage os i varme stuer med god mad."5
    Her har vi Knud Rasmussen som vi kender ham. Vi ser en ny udgave af hans opbrud, denne gang ikke i rejsens form, men i brevform: Væk med den bindende blødagtighed! Nu skal vi ud og skyde bjørne og ulve; og ud til kvinder, i flertal, og uden at det kommer sig så nøje hvem det er. Hvad brevet fortæller er, hvad det er for en kvindagtighed han med sine rejser lægger bag sig, eller sagt på en anden måde: hvilken form for kærlighed han støder ned i det ubevidste.
    Knud Rasmussen bliver gift med Dagmar Andersen i 1908. Der foreligger meget lidt offentligt om hende og forholdet - det meste er ekspeditionskammeraternes loyale forsikringer om, hvor varmt Knud altid talte om hende. Jeg er egentlig ikke i tvivl om, at det er sandt, men nok om hvor dybt eller helt forholdet er. I sin rolle som ægtemage er hun jo en borgerlig udgave af den individuelle kærlighedsform som står svagt hos ham.
    At Knud havde noget for med inuit-kvinderne, hvor han kom frem, er en offentlig hemmelighed. Det afspejler en klar og fremtrædende side af hans kærlighedsliv. Det samme gør forholdet efter den store slæderejse til den dengang tyveårige Rigmor Thor. Knud karakteriserer hende, ifølge hendes egen beretning, som en grønlænderpige.6
    Den uafklarede og usikre side af hans kærlighedsliv afspejler sig i forholdet til Ellen Hallas og til Dagmar.
    Et brev fra Knud til Ellen Hallas fra slutningen af 1911 viser, at han endnu langtfra er færdig med hende. Men det viser også, at den form for kærlighed hun kalder frem, ikke alene er vanskeligt tilgængelig for ham, som allerede brevet om drømmen viste, men også at den nu er ved at få en lidt sentimental karakter, langt fra praksis og fremtid. Dog stadig fyldt med indre liv.7
    I forholdet til Dagmar er der praktisk liv og fremtid. Hun har efter alt at dømme været en betænksom og holdbar ægtefælle, og hun forbliver på sin plads, skønt hun sikkert har måttet undvære oplevelsen af at være den udvalgte.
    Det betyder bl.a. at hun helt konkret kan blive ladt bagude. Det fremgår af en historie fra 1913, som en af hans levnedsskildrere beretter, Niels Fenger. Han er ellers gennemført på sin helts side, men her løfter han dog øjenbrynene en smule. Efter tre år i Grønland har Knud Rasmussen været tre måneder hjemme:
    „Så røg pulsen faretruende i vejret, da han en dag hørte om en skibslejlighed til Ivigtut. Pludselig erklærede han, at han havde meget vigtige ting at ordne i Grønland, og at han var nødt til straks at rejse, men at han naturligvis ville vende hjem igen allerede samme efterår. Til sin noget undrende kone sagde han, at hun jo bare kunne rejse op med næste skib og på den måde få en lille ferie, og så kunne de sammen rejse hjem igen.
    Og dermed var han ude af døren. Men da han nåede Ivigtut, kunne han ikke stå for fristelsen til at tage den lille sviptur på de sølle 3000-4000 kilometer for lige at hilse på sine kære polar-eskimoer. Et brev til hans kone, som snart ville gå og vente ham i Julianehåb, skulle forklare sagen. Men det brev nåede nu aldrig frem".8
    Historien om brevet, der blev sendt med kajakpost, men brugt til optænding undervejs, stammer fra Peter Freuchen, som er med på rejsen.9 Han bevidner, at Knud ikke har det for godt med tanken om Dagmar på kajen i Julianehåb. Men at grønlænderne skulle give sig til at fyre op med kajakpost, har jeg på den anden side svært ved at tro - og det har Peter Freuchen nok også! Den egentlige upålidelige i den sag er i hvert fald Knud Rasmussen.
    Den kærlighedsform, han lader fortone sig i levende skikkelse, Ellen Hallas, men som han dog etablerer sig borgerligt på med Dagmar, afsætter ved sin uafklarethed plagsomme tilstande. -
    En ting er nu at denne side af det kvindelige eller det erotiske forbliver uafklaret hos Knud Rasmussen. Men han forbinder det desuden med noget som kan være svært at afgrænse, det han ved opbruddet i London kalder snakkesalighed. I den del af brevet til Ellen Hallas, som vi har hørt, omtales det som noget med - i modsætning til det mandlige - at have bløde hænder, noget med at sidde, med at skrive bøger, sentimentalitet. Videre frem uddyber brevet netop denne sag. Anledningen er en slædetur med ren for slæden, og emnet er det misforhold Knud oplever mellem den umiddelbare oplevelse af den frydefulde tur og så det at bearbejde oplevelsen, forme den:

„Forleden dag var jeg på jagt; det var frostklart og stille; jeg kom kørende over et fjæld, renen sprang af sted, og jeg syntes pludselig, at jeg var stærk, fordi himlen var så vidunderlig blå, renen så fodrap og mit sind så ungt!
    Men samtidig med at disse tanker fødtes i min hjerne med urmenneskelig vellyst - formede de sig i et digt - og da - i samme øjeblik sad jeg i min slæde, lammet og ulykkelig!
    Dette, at ens bedste stunder skal "bruges"!! Jeg skammer mig! Selve det store og skønne i livet bli' r en næringsvej! - alle poeter næringsdrivende, grossister og detailhandlere i store og små følelser! føj for fanden!!!!
    Er det så ikke bedre at skyde bjørne for sit livs ophold? Vi mænd skal ikke producere sjælelige hallucinationer; det er uværdigt i alt fald at leve af det.
    Det har været mig fysisk umuligt at skrive siden december, da dette gik op for mig."

Der er godt med skældsord i brevet her, og de er utvetydigt rettet mod det at bearbejde sine oplevelser i tale og skrift. Knuds væmmelse mod dette er klar og stærk. Det påfaldende er så, at han retter vreden mod noget han netop selv af fri vilje og med interesse har forsøgt at gøre, at forme et digt. Når det er blevet stoppet, er det ikke af nogen ydre magt, men af en indre. Først taler han om at han sidder i slæden „lammet og ulykkelig", derefter om hvordan det er ham „fysisk umuligt" at skrive. Det virker som om der er tale om en stærk psykisk blokering - som så finder begrundelser i alle de slette ting der kan siges om digtere: at de er købmænd i følelser og hallucinationer.
    Skrive kunne Knud Rasmussen, både før og efter dette, så konflikten ligger ikke lige der. Den ligger i forholdet mellem den umiddelbare oplevelse, hvad han kalder ,urmenneskelig vellyst", og så det at bearbejde og reflektere over oplevelsen. Her er der konflikt, og han skyder lidenskabeligt den sjælelige bearbejdelse fra sig, som var den pestbefængt.
    Det er nu påfaldende at han ved andre lejligheder forbinder netop denne form for udfoldelse med en bestemt kvindelighed, intellektuel og sjælfuld som Ellen Hallas'. I Knuds bevidsthed bliver de to ting knyttet sammen og er lige frastødende som tilbud. Da han drømte om kvinden der skjulte sin identitet, samtidig med at hun ville ham noget, vendte han sig dagen efter mod det med en lignende vrede. Det erotiske forbundet med udvikling af bevidsthed er en udfoldelsesform, han ikke skal nyde noget af.
    „„Det er hændt, at man nu vil til at rejse!" sagde han kort ind ad Vinduet."


DEN BAGUDVENDTE

Når Knud Rasmussen opfatter sine rejser som led i menneskehedens erobring af naturen, for fædrelandet og videnskaben, så er det ikke noget specielt for ham. Sammenligner man ham med andre store opdagelsesrejsende, Amundsen, Scott, Peary - og mange tidligere og senere - vil man hos dem genfinde hans fanatiske trang til at bryde op fra trædemøllen og også religiøsiteten, der retter sig mod det ubetrådte land. Men på to punkter er han klart en anden mand end sine kolleger i denne eksklusive branche. For det første er han næsten blottet for den personlige forfængelighed, der gør mange af de andre skumle og upålidelige, og som bringer dem i mere udsatte situationer end saglige hensyn berettiger. Hans personlige beskedenhed er legendarisk, forfængelig er han kun med sit udseende. I hvert fald er han ikke besat af lidenskaben for helterollen på samme risikable måde som de andre. Han skal ikke til Nordpolen, stedet som ved sin tomhed og reelle betydningsløshed som rejsemål er præstationstrangens tydeligste symbol. Hans rejser har en anden slags mål. De er rettet mod det grønlandske folk, stærkest og mest samlet mod polar-eskimoerne nord for Kap York og derfra mod inuitterne overalt i polarområdet.
    Men når han møder polar-eskimoerne på isen med så stor begejstring, hvad er det da han ankommer til? Hvad er det for en trang hos ham, de taler til. Lige så stærk som den dødsensfarlige præstationsvilje hos andre opdagelsesrejsende?
    I kapitlet foran har jeg talt om hvordan en side af Knud Rasmussens kærlighedsliv forblev uafklaret og svag. Det er den, som retter sig mod et enkelt individ af det andet køn, og som vil skabe sammenhæng og fremtid gennem det erotiske liv. Hos Knud Rasmussen lever den i stærk konkurrence med den kønslighed, han i Nye Mennesker beskriver gennem sin historie om rentyren, der finder sig en ny mage, da efteråret og brunsttiden er inde. Han beskriver den også gennem jæger-figuren: Karakteristisk for denne drift er, at den ikke retter sig fremad, men bagud: Dyret er et stadium før mennesket, jægeren et stadium før kulturmennesket.
    Det er påfaldende at når vi går fra denne private eller individuelle side af hans kærlighedsliv til den offentlige, der retter sig mod fællesskabet, Thule-eskimoerne, så ser vi at også den har retning bagud. Hvad psyken eller sjælen søger der, udtrykker han ikke direkte i sine bøger, for han har sandsynligvis ikke tænkt over det. Men vi kan aflæse det af hans billedsprog, når han skriver om polar-eskimoerne.
    Jeg har været inde på sagen i forbindelse med Nye Mennesker. Her fortæller han hvordan polar-eskimoerne er blevet plantet i hans barnebevidsthed af et sagn om et mytisk folk ved verdens ende, de nye mennesker, som bogen er opkaldt efter. De er mytiske ved at være oprindelige. De nye mennesker er de gamle, de allerførste, et urfolk lige efter dyrene. I den forstand har en rejse til dem, og driften mod at forene sig med dem, sin retning bagud.
    Sådan skriver han i forordet, hvor han i store generelle vendinger omfatter sin bogs betydning. Men hvordan opleves dette, når han fra det store overblik stiger ned i konkrete situationer? Det følgende drejer sig om to store eksempler på, hvordan Knud Rasmussen kommer sit folk nær. Begge er fra Foran Dagens Øje, 1915. Det vigtige er hvordan disse sammenkomster tager sig ud i hans bevidsthed.
    I den første er han på en rejse kommet til en boplads, hvor han bliver en kærkommen anledning til fest. Skildringen af det måltid der følger er ikke alene båret af madglæde, skønt den er enorm, men også af begejstring over den forfinede primitivitet; glæde ved at føle sig som dyr, rovdyr, over det urmenneskelige i sceneriet. Hvis ikke retningen bagud er tydelig nok i dette og i opfattelsen af det hele som et primitivt offergilde, så understreges retningen af gildets endemål, som er søvnen, den salige tibevidsthed:

„Man bød paa frossent Narhvalskød, der smeltede læskende paa Tungen, tyk Hvalhud i overdaadig store, gulvdækkende Flager, en kraftig Kæbegymnastik og et reelt arbejde for en sund Mave. Saa kom man med haardkogt Bjørnebov, Renkød med fed Talg, og midt i dette vilde Mad-Orgie - som en iøvrigt ganske unødvendig Appetitsnaps - iskold, letgæret Narhvalshjerne!
    Vi spiste i Tavshed, for dette var sandelig et Stykke Arbejde, der krævede en Mand i Alvor; men efterhaanden som Fordøjelsesheden slog sig til Hovedet, blev vi madkaade og fulde af saftig Spøg.
    Men hvad siger ikke ogsaa Prædikeren i det 10. kapitel, 19. vers: „Man maa gøre Maaltid til at le, Vinen glæder de levende, og Pengene svarer til alting!"
    Hvad Under da, at vi, som heroppe hverken havde Vin eller Penge, samlede hele Gensynsglædens rige Overskud om den livsalige Mad. Det var, som om Bjørnemusklerne, vi sled i, slog Rod i vore Indvolde og skød den store Rovdyrglæde op i os. For vi Jægere heroppe i dette barske Land, levede vi ikke i en konstant Krigserklæring mod alt levende? Jovist, om vi ikke uvægerlig var Polarlandets farligste Rovdyr!
    Uisakavsak, som var Værten og Bjørnens Banemand, var den første, der spillede sin Glæde ud. Han rejste sig fra Køddyngen og rystede den lille Hytte i en Latter, der løste op for en sprudlende Erindringsrække. Og nu gav han sig til at fortælle om sit Møde med den Bjørn vi spiste. (...)
    Og Maaltidet fik ligesom en primitiv-religiøs Baggrund; der kom Offergildestemning i Lovsangen over Fjendens Fald, og hele Urmenneskets elskelige Selvbevidsthed sang ud af den officielle Latter over en Kamp paa Liv og Død og Bjørnejægerens Demonstration af sin store blodtørstige Livsglæde.
    Efter Ekstasen krøb vi nøgne op i de varme Bjørnehuder, der var bredt ud paa Briksen, og drak hvilen ind i de mødige Lemmer. De mange Nætters bitre Kulde ude i Snedriverne strøg gennem Mindet som en mislykket Spøg, der glemmes, og snart smøgede Mavernes tunge Ballast Bevidstheden af os og lagde os i en fast, kvægende Søvn.
    Vi døde ud, som en Ild der er blusset for voldsomt op og slukkes ..."1

Men at beskrive Knud Rasmussens drift mod urfolket bagude som en, der alene inspireres af mad, og hvis ekstaser alene udspringer af maven, ville være en fortegning. Det næste eksempel beskriver en sangfest hos Kulapak, en gammel og fattig eskimo-kvinde. Her er det sjælens ekstase det gælder, selv om også den har sit udspring i kroppen. Sceneriet har de halvnøgne dansende kroppe i midten. Urstemningen fremmanes her ved at sangen vokser frem gennem rummets damp og bølgen, underjordisk, som en skæren og brummen, som var det den omgivende vilde natur, der udtrykte sig i tonerne her. Fællesskabet, som stemningen vokser frem af, beskrives af de dynger af varme, sammenslyngede, stort set nøgne kroppe, mænd, kvinder, børn, der udgør kredsen om de dansende:

„To unge Kvinder, der var Forsangere, stod midt ude i svedige Menneskers Dampe med det sorte, udslagne Haar bølgende ned over deres nøgne Overkroppe; vuggende i Hofterne smældede de med halvt lukkede Øjne Stroferne ud i Takt til en lille Tarmskindstromme, der gød Mystik over Glæden. Koret var dæmpet og diskret, men med en egen betagende, eenstemmig Styrke; Kvindernes klare Diskant og Mændenes brummende Bas flød sammen og slog en i Møde som en fjern underjordisk Sang.
    Den kom som en legende Vind, der havde faaet dystre og monotone Toner ude fra den mægtige Natur, der omgav os, fra Fjældene og fra Havet, fra Vinterens sorte Mørke og Himlens blinkende Stjerner. Og derfor greb den her, runden som den var af sine Omgivelser, og baaret frem af Sind, der gav sig hen. Det var Toner, som talte uden at behøve Ord, for i de mange Stemmers Møde hørte man ligesom hele det mærkelige Liv heroppe stønne i Angst og Bæven eller juble i Mod og frejdig Livsglæde.
    Aja-ja-ja, aja-ja!
    Hver Plads i den nøgne, fattige Stenhytte var optaget; hele den inderste del af Briksen var fyldt med Kvinder, som halvt afklædt, siddende paa hug Krop ved Krop, dannede Koret sammen med Mændene, der sad rundt om på Yderbriksen og langs Sidevæggene, halvt paa Skødet af hverandre, overalt hvor der kun levnedes dem Rum. (...)
    Børn, der havde været for smaa til at lades ene, var tagne med og fyldte op omkring Briksen; nogle diede deres syngende Mødre, andre sov i Dynger, andre igen sad vaagne og saa til, suttende paa store Stykker raat Kød."

Så kommer værtinden til, gamle Kulapak, og da fortætter varmen og den langsomme monotoni sig til ild og vild kraft, dels i hendes figur i midten, dels i det løft hun skaber i deltagerne rundt om:

„Men i det samme Øjeblik Trommen begyndte at lyde, og hendes spinkle Stemme brød den forventningsfulde Tavshed, var det, som om der blev gydt Ild gennem hendes svage Lemmer. Det gamle Nomadeblod havde endnu sin Varme, og efterhaanden som hendes Yndlingssange fik fastere og fastere Greb om hendes Stemme og strømmede ud gennem de smalle Læber med sær tungsindig og vild Kraft - fik hun Tag i alle de Bopladsfæller, hun havde kaldt sammen.
    Koret voksede omkring hende, som Baal der tændes, Kvinder og Mænd slog ind som hypnotiserede paa hendes
Valg af Toner, og snart var alle de mange Mennesker, der sang under hendes Vilje, som Strenge hun slog paa og beherskede. Hun var ikke længer den gamle, forhutlede Kælling, der havde bedst af at dø; hendes Legeme var som forvandlet, og smidig som en Jomfru vred hun sig i sikker og selvbevidst Takt til Sangen, idet hun slog sin uanede Vildskab ind i alle dem, hun tvang ind under sin Ekstase."2

Ved festmåltidet i snehytten før, og ved sangfesten her, er vi i Knud Rasmussens Paradis. Jeg tror, at beskrivelsen af det store måltid og af sangfesten hører til højdepunkterne i hans samvær med inuitterne, de bedste udtryk for hans leven med i det eskimoiske fællesskab. Her kommer ikke alene dette fællesskab til syne, men også han selv. Når man husker, at det er et medlem af en højtudviklet kultur, der begejstres af disse scenerier, forstår man også, hvordan de i sjælelig forstand udgør mål, der befinder sig bagude. Vi har vist allesammen sådan nogle scenerier i erindringen, selvoplevede eller overleverede billeder af herlige tilstande før opfindelsen af bordskik, skolevæsen, moderne komfort og kedsomhed. For Knud Rasmussen er de livets midte.
    Hos Knud Rasmussen genfinder man dem i mere kortfattet fortolkende form i beskrivelsen af den store slæderejse. Her er han på besøg hos Aua og hans kone. Efter måltidet har de lejret sig på briksene, og Knud kan næsten ikke nære sig for at trykke på kontakten til fortiden, selv om situationen kræver tilbageholdenhed:

„Dog laa det jo som en Fristelse over mig, at jeg nu vidste, jeg blot kunde spørge, og straks vilde disse Mennesker aabne for deres Sjæls Dybder og ud af deres Sinds Oprigtighed med primitiv Visdom fortælle om mange sære Ting, der stammer fra Menneskenes Barndom. Og det er et Fund, som ikke ophører med at forbavse en, at man virkelig i vore hæsblæsende Dage kan komme til at staa overfor Mennesker, der er saaledes, som de er fra Naturens Haand. "3

„Primitiv Visdom" frem for kultiveret visdom, "Menneskenes Barndom" og ikke deres modne alder, fra "Naturens Haand", ikke samfundets. Alt taler om en tilstand af mindre bevidsthed. - Hvad madgildet og sangfesten sigtede frem mod var også ubevidsthed. Det bærende var i begge tilfælde den gradvist stigende ekstase, hvor kroppens ild stiger til hovedet, og alt andet lukkes ude, indtil tilstanden brat bliver skåret af, overvældet af sin modsætning. Vi har hørt om søvnen, der afslutter festmåltidet, som slukkede den en ild. Kulapak og sangerfesten slutter endnu brattere:

„Men med et, netop som hun syntes at staa paa Tinderne af sin Sang, brød hun af og tumlede hen paa sin Plads. Tilhørerne sad stille uden Ord. Kun nogle gamle, der havde overanstrengt Stemmerne i Koret, hostede genert og rømmede sig. Ingen ville synge efter Kulapak, og lidt efter lidt ravede de mange svedryppende Gæster ud gennem den lave Husgang for at svale sig i den frostklare Nat."4

Hvad jeg har villet beskrive med disse eksempler er hvordan Knud Rasmussens rejser til polar-eskimoerne også er rejser i sindet. Den noget forslidte vending betyder i denne sammenhæng, at her når han frem til forløsende tilstande, og de forløser ved at befri ham for kultur, voksenhed, ja bevidsthed. Som alle andre voksne mennesker, ikke mindst os, der lever i den moderne civilisation, har han under opvæksten indsuget en kulturbåret bevidsthed, der kvalificerer ham til at have ansvar i samfundet. Præcis den oplever han som en belægning, en spændetrøje, som det er lykken at komme af med. Det virkelige og frydefulde liv ligger for ham i umiddelbar sanselig udfoldelse, krop i kontakt og i kamp med natur.
    Dette liv, der vender bagud i forhold til forestillinger som fremskridt, højere bevidsthed, kultur, finder Knud Rasmussen hos inuitterne, i deres traditioner, i deres hverdag, og ikke mindst i deres fester. Og, hvad der er afgørende og ikke særlig almindeligt, han lukkes ind i varmen, og han deltager med liv og sjæl som en af deres egne.
    Det sidste er lidt for meget sagt, for der er ved disse intense sammenkomster også en tredje part til stede. Det er den Knud Rasmussen, som iagttager situationerne (jf. Moltkes situationsbillede).
    Gæsten Knud Rasmussen er nærværende og går op i det stærke stemningsfællesskab omkring festmåltidet og sangforløbet, hjertelig modtaget og hjerteligt til stede; skønt gæst ikke fremmed.
    Iagttageren Knud Rasmussen er derimod fremmed, hvad enten han allerede med sin bevidsthed er i funktion i selve situationen, eller han først opstår bagefter, ved skrivebordet. Det er ham der giver begivenhederne deres form, og dermed deres betydning. Det er ham der oplever dem som mytiske og urtidige. Og det er han ene om; det er ikke en oplevelse, han har fælles med de andre deltagere. Det er fantasi og fatamorgana. -
    Knud Rasmussens liv er i høj grad behersket af en kærlighed af den art, som er kongers og folkeføreres - når de ellers er hvad de giver sig ud for. Grønlænderne, eskimoerne, er hans folk. De situationer jeg her har taget frem skulle vise, hvilken skikkelse denne kærlighed til folket har hos ham.
    Helt ligefrem er den ikke.


MELLEM URFOLKET OG FREMSKRIDTET

At Knud Rasmussen var et problematisk, menneske er allerede fremgået af det foregående, og det vil blive uddybet i dette kapitel. Som man vel kan tænke sig skal det ikke være det sidste og endelige billede af nationalhelten. Tværtimod er disse træk baggrunden for arten og omfanget af hans indsats. Men endnu en gang må heltebilledet fortone sig, mens opmærksomheden retter sig mod dets indre konflikter.
    Et citat fra Grønland langs Polhavet:

„Eskimoerne er et Vandrefolk, der altid længes efter Forandring og Overraskelse; det er et Folk, som holder af at strejfe om og søge efter nye Jagtmarker, nye Muligheder og „skjulte Ting".
    De er født med Opdagerens Tilbøjeligheder og Videlyst, og de har alle de Egenskaber, der skaber Forskeren under det Himmelstrøg."1

Hvis ikke dette stykke havde stået i flertal, kunne det godt lyde som om det var sig selv Knud Rasmussen talte om. Men det er altså hans elskede Thule-eskimoer, en stamme på 250 personer, hvor han kendte hver enkelt personligt. Jeg har jaget med hver eneste fanger, siger han. Stammen optræder som en art fortætning eller symbol for den kærlighed hos ham, som retter sig mod hele det grønlandske folk, og mod inuitterne også i andre lande.
    Forholdet mellem Knud Rasmussen og dette folk etableres kort fortalt sådan: Det første møde finder sted i 1903, da han kommer til Thule-området sammen med Den litterære Grønlands-ekspedition. Som vi har hørt var mødet stormende begejstret, som om de to parter kendte hinanden fra barnsben eller før. 11906 begynder forholdet at blive forpligtende, da Knud Rasmussen, ved efterretningerne om at ingen andre tager sig af sagen, rejser op med forsyninger af de moderne goder, der er blevet en nødvendighed for inuitterne. Den endelige binding finder sted i 1910. I 1909 har Knud Rasmussen skaffet en missionsstation til stedet, og Dannebrog er blevet hejst, så andre interesserede kan se hvordan landet ligger. 1 1910 bliver handelsstationen oprettet, med en komite og den slags i ryggen. Først nu får stedet sit berømte navn, som Knud Rasmussen og Peter Freuchen kommer med. Thule er en betegnelse for det yderste nord; navnet har eksisteret i europæisk sagntradition siden oldtiden. Fra nu af er forbindelsen fast. Thule-stationen fungerer som bindeleddet mellem Knud Rasmussen og polar-eskimoerne, en base for handel, ekspeditioner og samfundsmæssig udvikling i området.
    Man kunne også sige det på den måde, at Thule er det konkrete udtryk for Knud Rasmussens identitet. Ligesom han har givet stedet navn, lægger det navn til hans forehavender, de syv Thule-ekspeditioner. Han er ikke selv med på den tredje, og den fjerde, den sjette og den syvende har ikke noget geografisk med Thule at gøre. Men som projekter udspringer de af institutionen Thule, som er blevet noget større og stærkere end summen af Knud Rasmussen og de 250 inuitter.
    Det er jo for så vidt ganske normalt. En mand bygger en institution op til at sætte sit projekt igennem. Og det er en lykkelig sag, for projektet går ud på at omsætte Knud Rasmussens kærlighed til sit folk i foretagender til gavn for dets fremtid. Men for manden, der gør dette til sin livsopgave, er det ikke ligegyldigt, at dette folk befinder sig uden for den civiliserede verden, og at det for ham selv repræsenterer en retning bagud, mod urstadiet før kultur og civiliseret bevidsthed.
    For man må ikke glemme at Knud Rasmussen trods alt ikke er et med Thule-eskimoerne og heller ikke med sine egne stærke sympatier for dem. Han er dansker og europæer, i allerhøjeste grad. Da han kommer hjem fra 5. Thule-ekspedition beskrives ankomsten sådan i en avis:
    „Så følger det uundgåelige kaos, hyldesten fra regeringsmedlemmer og pressekonferencer, og samme aften er Knud og hans ekspeditionsdeltagere undervisningsministeriets gæster ved en fest på den kongelige skydebane. Næste formiddag tildeler kong Chr. X., der har været ekspeditionsprotektor, alle dens medlemmer den kongelige fortjenstmedalje."2
        Knud Rasmussen er gift med en pige fra det højeste borgerskab. Hans svigerfar er en fremtrædende mand i erhvervsliv og politik. Han har hjem og børn med Dagmar. Da de bliver gift, foregår det ifølge Niels Fenger på denne måde: „Brylluppet stod i Frue Kirke. En prægtig begivenhed som havde det halve Københavns bevågenhed. Silkekjolerne raslede, ridderkorsene strålede, og op ad kirkegulvet skred Knud med sin yndige brud." 3
        Knud er ikke fanger, han er forsker og forfatter. Han har borgerlig familie, han er mediehelt, medlem af den europæiske overklasse, medlem af fremskridtet.
        Det er indlysende, at dette betyder splittelse. Mellem kærligheden til det grønlandske folk og kærligheden til familien, mellem primitiv livsform og europæisk livsform, mellem inuittisk og borgerligt kærlighedsliv, mellem samliv med inuitterne og udforskning af dem. Fenger fortæller, at foran brudeparret i Frue Kirke humpede den vanføre polareskimo Osaqaq, lige til at filme. Helt grundlæggende går splittelsen mellem bagud mod „ur" og fremskridtet.
        Der er mange eksempler på den. Når Knud Rasmussen er på rejse, længes han efter dem derhjemme; når han er hjemme har han altid en færdigpakket kuffert stående. Hans liv i Danmark er så at sige arrangeret på splittelsen: Familien bor i lejlighed og senere hus i København. Hundested har han et hus til sit arbejde, til staben af medarbejdere, hjembragte grønlændere, sekretærer osv. Splittelsen skærer også gennem selve hjemmet, så det kan mærkes. Forfatteren Tom Kristensen beskriver det bl.a. gennem følgende episode:

„Den særeste Fest jeg har været med til sammen med Knud, blev afholdt inde i den fornemme Lejlighed i Amaliegade. Alle Herrer var i Kjole og hvidt og Damerne i Selskabskjoler. Og vi var kommet til Kaffen og Cognacen, da jeg i en mørk Stue mødte den festklædte Knud, meget oprevet. I Haanden havde han to hvide Krus, hvor Emaillen var skallet af, og en Pissebriks, et Stykke udskaaret Drivtømmer med lidt grønlandsk Ornamentik af Ben, et uundværligt Stykke Husgeraad, som man paa arktiske Ekspeditioner har med sig, naar man lunt ligger i Soveposen, saa man ikke behøver at krybe ud i Kulden, naar man skal lade sit Vand. Da jeg spurgte ham, hvad han vilde med dem, svarede han heftigt! „De har fulgt mig i fire Aar, disse Grejer, og hvis de ikke kan staa som Pynt i min egen Lejlighed, er der noget, der er forkert." Og han gik resolut ind i Stuen, hvor Gæsterne sad, og ryddede Hylden for Fotografier og plantede de to medtagne Krus og Briksen paa Hylden." - Beskrivelsen slutter med ordene: „Men saa oprevet har jeg ellers aldrig set Knud."

Man lever ikke ustraffet de første 12 år af sit liv som en slags grønlænderdreng, og de næste 11 år af opvæksten som dansker. Polarprinsens slot består ikke alene af et træhus overfor Thule-fjeldet, men også af en herskabslejlighed og en komite af advokater og videnskabsmænd på et kontor i København.
    Som vi har hørt afsætter splittelsen spændte situationer, når de adskilte verdener støder sammen. Men den virker også ind på Knud Rasmussens personlige udvikling. Den er baggrunden for et element af gentagelse og stilstand. Tingene truer med at lukke sig omkring ham, samtidig med at hans indflydelse og berømmelse i verden stiger voldsomt.
    Knud Rasmussens opfattelse af sig selv som knyttet til Thule med sin livsindsats dannes under Den litterære Grønlands-ekspedition, under hans første samvær med polar-eskimoerne. Og denne Thule-identitet får form i bogen om opholdet, Nye Mennesker. Fuldbyrdet bliver den ved 5. Thule-ekspedition og ved samværet med de canadiske polar-eskimoer. Og i bogen derom, Fra Grønland til Stillehavet.
    Af hans mange rejser er hans væsen mest til stede i disse to. Her følger han spor, der er lagt i hans bevidsthed langt tidligere. Den første rejse opfylder barndommens drøm om at opsøge polar-eskimoerne nord for Melvillebugten. Men her hører han første gang beretningen om nogle af disse eskimoers opbrud og udvandring fra Canada. Og da grundlægges en ny drøm, om at opsøge de steder og de stammer, hvorfra opbruddet skete. Den store slæderejse er opfyldelsen af denne drøm. Da han står ved afslutningen af den, skriver han i indledningen:

„Men nu er det, som om alle Begivenheder i mit Liv føjer sig naturligt sammen. Min Tak til Hundeslæden vokser til en Tak for min grønlandske Barndom. Slæden var mit første rigtige Stykke Legetøj, og med den gennemførte jeg mit Livs store Opgave.
    Derfor er den 5. Thule-Ekspedition som en lykkelig Fortsættelse af min Barndom og Ungdom. Det er vanskeligt at sige, hvornaar jeg fik Planen til den, for den er groet op sammen med mig."5

„Mit Livs store Opgave" - det er ikke til at tage fejl af, at det er den som nu er fuldført. Vedrørende den videnskabelige begrundelse udnævner han P H. Steensby til ophavsmand. Men det er ikke vanskeligt at udpege det punkt i Knud Rasmussens liv, hvor retningen for rejsen tegner sig første gang som motiv. Det sker i Nye Mennesker, hvor den sidste nulevende af de tilvandrende Canadainuitter, Meqqusaq fortæller om vandringen til Nordgrønland.
    Det er iøjnefaldende, hvor meget netop de to bøger om disse rejser ligner hinanden, altså Nye Mennesker og Fra Grønland til Stillehavet. De er bygget op på samme måde, begynder med ankomsten hos inuitterne og slutter med afskeden. Indholdet drejer sig om samværet mellem Knud Rasmussen og hans folk. Kun folkene er skiftet ud, de grønlandske inuitter med de canadiske. Og for Knud Rasmussen er pointen, at det ikke er to forskellige, men det samme folk.
    De to andre større rejsebeskrivelser, Min Rejsedagbog (om 1. Thule-ekspedition) og Grønland langs Polhavet (2. Thuleekspedition) er typiske, men også traditionelle rejsebøger. De er bygget op på bevægelsen opbrud og udrejse, hjemrejse og hjemkomst. Og der er ikke en levende inuit-kultur undervejs, og dermed heller ingen sagn eller noget etnografisk stof. Disse rejser og andre, der også ligger mellem Den litterære Grønlands-ekspedition og 5. Thule-ekspedition, opfatter Knud Rasmussen som en art forberedelsesopgaver, der skal løses først: „samtidig blev de for mig en mangeaarig Uddannelse i videnskabelig Arbejdsmetode og Rejseteknik før min store Rejse."6
    Men den store slæderejse er ikke alene en fuldbyrdelse af ungdomsdrømmen, der formede sig under den første polar-rejse. Den er også en gentagelse. Bogen Fra Grønland til Stillehavet, 1925-26, er bygget over de samme emner som Nye Mennesker fra 1905 og formet over den samme forløbsrytme: Jeg kommer for at være sammen med jer, og for at høre på jer, og jeg rejser bort igen. Den 46-årige skriver den samme bog som den 26-årige.
    Allermest tydeligt bliver måske dette gentagelsesmønster, hvis man hører Knud Rasmussens beskrivelse af sit første møde med de canadiske inuitter. Opbruds-situationer er der masser af i hans bøger, men af store ankomster er der som nævnt kun to, den første hos polareskimoerne i Nye Mennesker, den anden hos de første canadiske inuitter på den store slæderejse. Jeg minder om, hvordan den første ankomst skete i hundeslæde på isen, om den ophidsede forventning, der slog ud i forrygende kørsel, om den impulsive glæde, som mødet udløste, og om oplevelsen af den sproglige forståelse med de såkaldt nye mennesker (se s. 28). Den anden ankomst lyder sådan:

„Jeg vidste, at jeg stod foran et af de store Øjeblikke paa Ekspeditionen. Det var disse Mennesker, min Rejse gjaldt, og hvad enten Skuddene eller Manden, der med en Harpun i Haanden kom løbende for at standse mig, betød Venskab eller Fjendskab, saa var min Utaalmodighed større end de Løfter, vi Kammerater havde givet hinanden om at vente og opleve Mødet sammen.
    Uden at betænke mig et Øjeblik sprang jeg op paa Slæden og gav Hundene Fartsignal, idet jeg viste dem Manden, der kom løbende hen over Isen. De opfattede ham øjeblikkelig som flygtende Vildt og sprængte af Sted med en Fart, som svarede til mit bankende Hjerte.
    Da de endelig naaede ham, blev de helt vilde. Alt ved ham var fremmed for dem, hans Lugt og hans Klædedragt; og hans mærkelige Dans for at undgaa deres tolv aabne Gab skulde just ikke berolige dem.
    „Staa stille!" raabte jeg, og i det samme slyngede jeg mig i et stort Kast fra Slæden ud mellem Hundene og omfavnede ham. Hundene standsede Øjeblikkelig, og da de så dette Udslag af Venskab, luskede de slukørede om bag Slæden, hvor de lagde sig i en Klynge.
    Men som et Lyn var det gaaet gennem min Hjerne, at Manden havde forstaaet hvert Ord, jeg havde raabt til ham. Nu da jeg fik Tid til at tage ham nærmere i Øjesyn, saa jeg foran mig en stor, velbygget Mand, med Ansigtet og det lange Haar dækket af Rim og med store, hvide Tænder skinnende i Munden - leende, forpustet, snappende efter Vejret oven paa Sindsbevægelsen.
    Saa hovedkuls blev mit første Møde med de nye Mennesker." 7 -

Nu har jeg gjort en del ud af at fastholde beretningen om den store slæderejse som en gentagelse af Knud Rasmussens første bog. Det er sket for at understrege det statiske eller cirkelagtige i hans udvikling.
    Når han ved afslutningen af den 5. Thule-ekspedition kalder den sit livs store opgave, gør han det som en sejrsbevidst og tilfreds mand, og det har han gode grunde til. Men man kan også godt opfatte situationen som lidt sørgelig, tonen lidt for afsluttende for en 46-årig. Forude ligger trods alt en betydningsfuld efterbearbejdelse af ekspeditionens resultater, organisatorisk arbejde verden over; der er også flere ekspeditioner i sigte. Men at arbejdet er vigtigt og stort, er ikke ensbetydende med at det tilfredsstiller den der skal gøre det. Og hvad når op på højde med et så længe fastholdt livsmål som den store slæderejse? Den arktiske verden er nu simpelthen brugt op som område for en rejselidenskab af Knud Rasmussens format; og de tekniske fremskridt har omringet den livsform, som er hans rejsestil. På 7. Thule-ekspedition til Østgrønland i 1932-33 er han chef for et mandskab på over 60 personer med skib, fly, både, filmhold osv.
    Da han i 1925 skal skrive bogen om den store slæderejse, sørger forlaget Gyldendal for at Tom Kristensen bliver installeret i huset i Hundested. I en artikel har Tom Kristensen berettet om, hvordan han undervejs får Knud Rasmussen til at droppe en masse kedelige oplysninger om taburegler og andet etnografisk stof, mens han til gengæld forlanger at få så mange helteanekdoter som muligt med. „Du må s'gu huske paa, du er Nationalhelt. Den skal med." Tom Kristensens beskrivelse er morsom. Men den handler ikke desto mindre om, hvordan Knud Rasmussen er sat under administration for at leve op til myten om Knud Rasmussen.
    Tom Kristensen fortæller også en lille, men meget sigende episode. Arbejdet med rejsebeskrivelsen foregår under mange afbrydelser. Han selv, Knud Rasmussen og sekretærerne er flygtet fra huset i Hundested, der er blevet for overrendt af interesserede, til en gård godt ude på landet. Men Knud Rasmussen skal kåres til æresdoktor, have overrakt en amerikansk bronzemedalje, holde foredrag i Rigsdagen, besvare breve - og udover rejsebeskrivelsen er der også den etnografiske rapport fra slæderejsen at tænke på:

„Dette Liv krævede en rolig Mand. Men Knud var hvileløs efter at have levet fire Aar under den højeste Anspændelse, og en Morgen, hvor man havde ventet, at han vilde have dikteret, kunde der pludselig staa en Bil udenfor og snurre, og Knud var ved at stige ind med den lille, forslidte Kuffert i Haanden, den med de mange Hotelmærker paa. Aa, den Kuffert! Den var hans onde Aand. Den kunde vække ham midt om Natten. Den kunne faa ham til at rejse sig fra Bordet, bedst som vi sad og spiste. Den var aldrig ude af hans Tanker, for i den laa alle Dagbøgerne fra de fire Aar, hele Ekspeditionens videnskabelige Resultat. Men nu vilde han altsaa til København. Han skulde til København! Og hans smukke Stemme blev endnu smukkere, endnu blødere, endnu mere overbevisende, for han vilde overbevise ikke alene os, men ogsaa sig selv om, at Paaskuddet til at flygte ikke var opdigtet. Men det var det. Det kunde vi høre paa Stemmen. Saa var den altid saa vidunderlig. Den menneskevenlige flygtede fra Menneskene og gemte sig paa et Hotel, hvor ingen kunde gætte, at han boede."8

Knud Rasmussen betaler en pris for, mens opgaverne vokser, at forblive den han var som ung. I årene efter den store slæderejse ligner han, når man ser ham tæt på, en mand, der er blevet overtaget af sit eget projekt, offer for det han har sat i værk. Og det må han ind imellem flygte fra - hvor han så lister sig hen?

 

VENNER PÅ VEJEN

Det vil være lovlig forenklet at anskue Knud Rasmussens liv sådan, at fra det øjeblik i 1903, hvor han møder polar-eskimoerne, sker der ikke andet end at han foretager den ene rejse efter den anden, lægger stadig mere af det arktiske område under sin slæde og bliver mere og mere berømt. Følger man ham fra den første rejse og til 5. Thuleekspedition, kan man se en bestemt indre udvikling. Den anfægter, ikke, at de bærende træk i hans karakter er meget konstante, men den har dog sine etaper med hver sin fremherskende tendens. Som det ofte er tilfældet, bringes hver ny side til udfoldelse gennem et nyt venskab. Jeg tænker på tre af Knud Rasmussens venner: først Ludvig Mylius-Erichsen, så Peter Freuchen, og under den store slæderejse ikke et enkelt menneske, men flere repræsentanter for det samme, nemlig åndemanerne undervejs gennem det arktiske Canada.
    Først forholdet til Mylius-Erichsen. Kontakten mellem ham og Knud skabes på Studentersamfundets sommerrejse til Island i 1900. Mylius-Erichsen er den ansvarlige leder, 28 år gammel. Knud Rasmussen er lige fyldt 21. Mylius' felt er området mellem journalistik og forfattervirksomhed. Hans ambitioner ligger på det digteriske område, men det går ikke altfor godt, selv om han har fået opført et skuespil og udgivet flere fortællinger. Han er knyttet til det radikale dagblad Politiken og færdes i de intellektuelle kredse, der bl.a. kommer i Studentersamfundet, samleplads for tidens kunstneriske og intellektuelle oprør mod det etablerede Danmark.
    Kontakten mellem Mylius og Knud Rasmussen bliver hurtigt til et projekt Grønlands-ekspedition. I 1902, efter at Harald Moltke har sluttet sig til, kommer ekspeditionen i stand. På vejen op, i Nuuk, dengang Godthåb, udvides holdet med grønlænderen Jørgen Brønlund. Men endnu før de har fået Grønland i sigte, har der dannet sig en sprække i forholdet mellem Mylius og Knud. Mylius skriveri sin dagbog fra sejlturen: „Jeg får sjældent øje på Ras' øjne mere. Han undgår mig, og taler sjældent til mig. Der er noget underfundigt i ham, som gør mig mistænksom."1- Selv om dagbogsoptegnelsen her mere ligner en karakteristik af Mylius selv end af Knud Rasmussen, så er de kølige følelser gensidige. Opgavefordelingen, hvad Mylius-Erichsen og Knud Rasmussen angår, er den, at Mylius er leder af ekspeditionen, Knud Rasmussen tolk. Inden de forlader dansk område er forholdet ved at forskyde sig. Knuds evner som Grønlands-rejsende er slået igennem, mens Mylius har vist sig som en temmelig uheldig leder. Det slår ud i konflikt ved en episode i Disko-bugten - og under resten af ekspeditionen er der tale om væbnet neutralitet.
    Under opholdet hos Thule-eskimoerne skriver MyliusErichsen en digtsamling, Isblink udgivet 1904. Den anskuer nok sine motiver fra det nordlige steds synsvinkel, men ellers føler man sig meget hensat til det litterære København. Jeg citerer nogle linier, hvor den side af Mylius der betyder mest for forholdet til Knud Rasmussen kommer til orde, nemlig modviljen mod den borgerlige livsforms bindinger og trangen til storslået handling, uanset for hvad:

    - Men jeg kan ej sidde rolig
    i en lun, tillukket Bolig,
    spise ved det samme Bord,
    læse kendte Genbo-Skilte,
    daglig sløves paa Kontor,
    slide alt mit Mod tildøde,
    faa de bedste Kræfter spildte
    - jeg maa se den hele Jord!

    Jeg maa ud, hvor Livet frister,
    Kamp paa Livet for et Maal,
    der gør Nerverne til Staal,
    - ikke dette ækle Klister.2

Da Knud Rasmussen og Mylius-Erichsen i 1900 møder hinanden, farer Knud rundt og ved ikke om han skal være skuespiller, journalist, forfatter eller operasanger. Stort skal det være, men hvad der ellers er meningen, er der intet som helst styr på. Det bliver Mylius-Erichsen, der kommer til at vise ham den retning, der ligger og venter i ham selv. Ikke først og fremmest Grønland, for det må vist den svenske tegner Albert Engström og en af hans venner have æren for.3Men måden at opfatte en ekspedition på: som et opbrud fra vanelivet og som et udbrud af erobrervilje. Det er på denne fælles trang venskabet og initiativet dannes, med den ældre Mylius som den, der baner vejen for den unge Knud.
    Når man læser Mylius' dagbog fra opholdet i Nordgrønland, er det slående, at den stort set handler om forholdet til kammeraterne, om Danmark og danskerne, om ekspeditionsplaner, litterære planer - men ikke om stedet og polareskimoerne. Det samme gælder digtsamlingen. Han er med sin bevidsthed i utrolig ringe grad til stede der, hvor han faktisk opholder sig. Den vilje, der har bragt ham frem, har egentlig bragt ham et forkert sted hen, hvis der overhovedet findes noget sted for den. Det er karakteristisk, at når han i digtet fra før søgte „Kamp paa Livet for et Maal", så var målet ham selv, nemlig at gøre „Nerverne til Staal". Målet er drømmen om en helterolle, og den søger snarest opfyldelse i en hjemlig offentligheds øjne.
    Det er opbruds- og erobrerviljen, der knytter MyliusErichsen og Knud Rasmussen sammen og sender dem afsted på ekspeditionen. Når venskabet ret hurtigt bliver til et diskret fjendskab, er det ikke blot et spørgsmål om, hvem af to ærgerrige mænd der skal være den reelle leder. Det er en art gemytternes kamp. De skilles på deres forskellige måde at udfolde erobrerviljen og opbruddet på. Knud Rasmussen finder på rejsen et mål for den - som ikke hele tiden opløses og viser videre til det næste. Det modtager ham, giver svar og varme i helt konkret form: polar-eskimoerne. Jeg tror, det er hemmeligheden bag hans ofte omtalte personlige beskedenhed. Hans ærgerrighed har fundet et mål som kan nås. Selv om driften fornyr sig, kan den opfyldes. Og den skal ikke leve af at konkurrere med andre.
    Efter hjemkomsten fra Thule-området kaster Mylius sig straks ud i sit næste projekt, Danmark Ekspeditionen til Grønlands nordøstlige kyst. Knud Rasmussen er ikke med. Hans tillid til Mylius som ekspiditionsleder er brugt op. _
    Den dag, han med meget blandede følelser har set Mylius-Erichsen og Danmark Ekspeditionen dampe afsted, har han også mødt sin næste betydningsfulde ven for første gang, Peter Freuchen. Han er med på den mandstærke ekspedition, som fyrbøder og altmuligmand. Han er ellers medicin-studerende, kan godt finde ud af det, men kan ikke finde sig til rette med at bo i en by og med kultur- og karrieresystemet. Det er det sædvanlige. Derfor er det nu hans tur til at springe på Mylius-Erichsens vogn; her er et sted, hvor hans store og stærke krop og hans lyst til at tage fat kan blive værdsat.
    Venskabet med Knud Rasmussen begynder for alvor ved hjemkomsten. Peter Freuchen har vist hvad han dur til, og Knud Rasmussen har brug for en mand i sit foretagende. Missionsstationen ved Blue Star Bay er anlagt, nu skal der etableres en handelsstation. Vi er i 1910; og frem til 1919 er Peter Freuchen bestyrer på stationen, den faste mand på stedet. Han handler med inuitterne, jager og rejser med dem, deltager i 1. Thule-ekspedition, gifter sig med Navarana, en ung pige fra stedet og får to børn med hende. Da han tog hjemmefra, var han ellers nærmest forlovet med en fin grossererdatter, som han venter besøg af i Thule. Men i stedet kommer der et afskedsbrev fra hende, og fra da af går han ind i det eskimoiske ægteskabsliv. Som han skriver i en kronik i Politiken: „Jeg er gift med en af stammen og min kone er hedning, og det skal hun have lov til at blive ved med (...), og min plejesøn ligeså, og når jeg er hjemme holder vi trommesange og -danse og er glade, og det bliver jeg også ved med."4 Det er Knud Rasmussen, der trækker Freuchen med til Thule, men Freuchen overhaler ham altså, når det drejer sig om at gå ind i inuitternes livsform, i bevægelsen bagud mod det oprindelige. Et lille citat fra Freuchens erindringer kan illustrere, hvor festligt hans optagelse i inuit-samfundet foregår, men også antyde forskellen på hans og Knud Rasmussens måde at forholde sig til stedets tilbud. På en fangstrejse har Peter Freuchen nedlagt sin første hvalros, og det er et svendestykke, som skal fejres. Knud Rasmussen har hjemme i Thule været i arbejde med at trække sagn ud af tre gamle koner:

„Vi tog alle til land for at fejre begivenheden, og Knud, der alle dage instinktivt kunne lugte sig til, når der var fest i landskabet, kom netop på en udflugt med sine tre aldrende donnaer. Han havde taget kaffe og skibsbrød med for at fejre, at han nu var færdig med sin bog og kunne give sine damer fri. Her havde jeg taget hele interessen fra ham - jeg havde fanget hvalros, hvem gider så interessere sig for en bog?
    Knud Rasmussen vendte hjem til Thule med sine tre veninder, vi andre blev tilbage for at fange hvalrosser og samle æg."5

I 1920 er Thule-idyllen forbi. Der er ansat en anden bestyrer på stationen, sikkert efter pres fra missionsstationen. 5. Thule-ekspedition er under forberedelse" Peter Freuchen og Navarana skal med. Inden afrejsen dør Navarana. Omkring tidspunktet, hvor ekspeditionens første etape afsluttes, får Peter Freuchen den forfrysning, der senere medfører, at hans ene fod må sættes af. Allerede på vejen hjem har han skrevet og friet til en beundrerinde. Og inden Knud når hjem via Alaska er Peter Freuchen gift med Magdalene:

„Det var dejligt at ha Knud Rasmussen hjemme, men desværre skete der ting, som gjorde, at vort gamle forhold ændredes noet. Jeg var nu en gift mand med en kone, der var fuld av ambitioner på mine vegne. Hun mente ikke, det var mig nok at gå som Knuds sekretær. Jeg var selv klar over rigtigheden heri, og på den anden side ærgrede det mig at se, at Helge Bangsted nu blev hans daglige medarbejder. Ganske vist havde jeg rigeligt at lave på "Politiken" og desuden skrev jeg en masse artikler og historier, men det var dog, som om en vis jalousi bemægtigede sig mig. Nu var der andre, der kom ind i Knuds fortrolige planer, som jeg altid før havde været med i."6

Her sker adskillelsen mellem de to venner. Noget brud bliver der aldrig tale om, selv om i hvert fald Peter Freuchens sjæleliv har nogle smertelige øjeblikke til gode.
    For ham bliver fra nu af det intime samliv med polareskimoerne en fortid, hvorfra han henter erindringer, digterisk materiale og personlig berømmelse. Han bliver journalist, forfatter, ugebladsredaktør, mediehelt" I denne mangesidige rolle forbliver han ligeså opslugt af livet i Thule, som da han levede det. Efter hans død i 1957 bliver hans aske strøet ud over Thulefjeldet.
    Knud Rasmussen fortsætter i sine spor. Mindre opslugt af livet med grønlænderne end Peter Freuchen, men til gengæld mere holdbar og effektiv i arbejdet for det. Under 5. Thule-ekspedition går sporet ind i en stærkere interesse for inuitternes religiøsitet end i de glade dage med Peter Freuchen i Thule. Nu dyrker han venskabet med Canadas og Alaskas åndemanere.
    Det sidste kapitel i Fra Grønland til Stillehavet hedder Afsked. Det er ikke langt, men det vejer tungt. Her tager Knud Rasmussen ikke alene afsked med de vidtstrakte egne og de mange stammer, han har besøgt på rejsen, men også med inuitfolkets anskuelse af verden. På helt principielt niveau foregår afskeden i New York, og det gemmer vi lidt. Mere konkret foregår den i byen Norne i Alaska under en samtale med rejsens sidste åndemaner. Han er halvvejs smadret af mødet med den civiliserede verden, men fuld af myndighed, når Knud spørger til hans religiøse viden: "Najagneqs ord lyder som et Ekko af den Visdom, vi beundrede hos de gamle Aandemanere, vi traf overalt paa hele Vejen - i det barske King Williams Land eller i Auas festlige Snehytte ved Hudson Bay eller hos Ur-Eskimoen Igjugarjuk."7 Som man kan høre står Najagneq som bogens afsluttende repræsentant for de åndemanere Knud Rasmussen har besøgt undervejs. Hver gang han er kommet til en boplads, er han målbevidst stilet mod dens åndemaner, så det er blevet til nogle stykker. De personificerer lysten, der nu driver ham.
    Hvad denne lyst trækker til sig af materiale og viden om inuittisk kultur, selvfølgelig mest dens religiøsitet, vidner omfattende etnografiske rapporter og samlinger om. Jeg vil med nogle få citater fremdrage to træk i denne religiøsitet. Dels hvordan man bliver åndemaner, dels arten af den kraft, åndemaneren i sidste instans forholder sig til.
    En af de åndemanere, Knud Rasmussen før henviste til, blev indviet gennem en månedlang faste, hvor han sad alene i en snehytte på en stump skind:

„Igjugarjuk fortæller" at de 30 Døgn, han tilbragte her, var saa kolde og trættende, at han sommetider døde en lille Smule. Han tænkte i al denne Tid kun paa den store Aand og søgte at holde alle Mennesker og alle dagligdags Begivenheder ude af sine Tanker. Først hen mod Slutningen af hans Faste kom der en Hjælpeaand til ham i Skikkelse af en Kvinde. Hun kom, medens han sov, og han syntes, at hun svævede hen over ham. Saa drømte han ikke mere om hende, og hun blev hans Hjælpeaand. Efter denne lange Maaneds Kulde og Sult maatte han i fem andre Maaneder holde en meget streng Diæt og intet have med Kvinder at gøre. Derefter blev Fasten gentaget; thi jo oftere en Faste gentages, des bedre bliver et Menneske egnet til at se ind i det, der er skjult for andre. I Virkeligheden ender Læretiden aldrig; det kommer an paa en selv, hvor meget man vil lide, og hvor meget man vil lære."

En anden åndemaner, den store Aua, var fra barnsben bestemt til sin særlige opgave, men under opvæksten viste det sig, at han ikke kunne lære noget af andre indviede:

„Saa søgte jeg Ensomhed og blev snart meget tungsindig. Paa en mystisk Maade kunde jeg briste i Graad og blive ulykkelig, uden at forstaa hvorfor. Saa kunde alt pludselig blive helt anderledes, og jeg følte en stor og uforklarlig Glæde - en Glæde saa stærk, at jeg ikke kunde beherske den; jeg maatte bryde ud i Sang, en vældig Sang, hvor der kun kunde blive Plads til det ene Ord: Glæde! Glæde! Glæde! Og midt i en gaadefuld, overvældende Fryd blev jeg Aandemaner, uden selv at forstaa hvorledes. Men jeg var det. Jeg kunde se og høre paa en helt ny Maade.
    Enhver virkelig Aandemaner skal fornemme en Lysning i sin Krop, inde i sit Hoved eller sin Hjerne, noget som en lysende Ild, der giver ham Evne til at se ind i alle skjulte Ting - med lukkede Øjne ind i Mørke, eller ind i Fremtiden, eller ind i andre Menneskers Hemmeligheder. Jeg følte, at jeg var i Besiddelse af denne vidunderlige Evne."9

En åndemaners opgave er at formidle mellem menneskene og Sila. Om Sila fortæller Najagneq den sidste dag i Alaska:

„Ja, en Kraft, som vi kalder for Sila, og som ikke kan forklares i enkelte Ord. En stærk Aand, Universets, Vejrets, ja, hele Jordelivets Opretholder - saa vældig, at hans Tale til Menneskene ikke lyder gennem almindelige Ord, men gennem Storme, Snefald, Regnskyl, Havets Oprør, gennem alle de Kræfter, som Mennesket frygter. Men han har ogsaa en anden Maade at tale paa, gennem Solskin, Havblik eller smaa, uskyldigt legende Børn, der intet forstaar. Børnene hører en fin og nænsom Stemme, næsten som en Kvindes. Den taler til dem paa en hemmelighedsfuld Maade, men saa venligt, at de ikke bliver bange; de hører blot, at en Fare truer. Børnene fortæller det ligesom tilfældigt, naar de kommer hjem, og da er det Aandemanerens Sag at træffe Foranstaltninger, der kan forebygge en truende Ulykke. I gode Tider har Sila intet Budskab til Menneskene; han er forsvundet i sit uendelige Intet og bliver borte, saa længe Menneskene ikke misbruger Livet, men nærer Ærbødighed for den daglige Føde.
    Ingen har set Sila; hans Opholdssted er saa gaadefuldt, at han paa samme Tid er hos os og uendelig langt borte.. "10

Som ung, i indledningen til sin første bog, beskrev Knud Rasmussen sin dragning mod inuitfolket gennem mytiske billeder: folket ved verdens ende, gemt bag is og mørke. Denne religiøse dimension forvalter han nu på en anden måde; også på en anden måde end i madorgiernes og sangfesternes oprindelighedsdyrkelse. Nu er der tale om en hårdnakket og tålmodig eftersporing af inuitfolkets religiøsitet, af åndemanernes syn på verden, af deres veje frem til dette syn og af de kræfter, som synet giver adgang til. Man kører ikke 18000 km på hundeslæde for at undersøge et emne, uden at det er vitalt for en. Når Knud Rasmussen og åndemanerne ligger i hytterne og udveksler viden, er det som venner om en fælles sag, det religiøse.
    Det afgørende i inuit-religiøsiteten er forholdet til naturen, polarfolkets daglige ubarmhjertige modpart. Det er et åndeligt forhold, der kræver stor betænksomhed fra menneskenes side, konkretiseret i overholdelsen af de mange taburegler. Det er i dette forhold, åndemanerne sætter ind og søger at afværge ulykker - misfangst, sygdom - ved at gennemskue hvilke fejlgreb hans bopladsfæller har gjort sig skyldige i, og ved at fortælle hvordan de kan bringe orden i tingene igen. - Dette forhold mellem mennesket og naturen forvalter den moderne civilisation på en anden måde, nemlig som et materielt forhold, der beherskes af menneskelig magt. I jægerkulturen forårsager indførelsen af geværet et omslag fra det første til det sidste naturforhold, som er afgørende. Geværet giver en hidtil uanet magt - får det gamle hårfine balanceforhold mellem menneske og natur til at tippe -. En åndemaner anfører da også direkte indførelsen af de moderne skydevåben som årsagen til, at det går tilbage for alt, hvad han står for.11
    Den sidste afsked ved slutningen af den store slæderejse drejer sig om dette punkt. Knud Rasmussen er sammen med sine to eskimoiske rejseledsagere kommet til New York, og står og ser ud over byen fra taget af en skyskraber. Så siger Arnarulunnguaq:

„Vi som altid har troet, at Naturen var det største og ufatteligste af alt! Og her staar vi i et Bjerglandskab med Afgrunde og dybe Kløfter, alt skabt ved Menneskers Haandarbejde. Naturen er stor, Sila, som vi kalder det hjemme, Naturen, Universet, Verden, altsammen Sila, som vore Aandemanere fortalte, de kunde holde i Ligevægt. Og jeg, som aldrig kunde tro derpaa, ser det her. Naturen er stor, men er Menneskene ikke større. ..."12

Denne afsked med hele inuitkulturens grundholdning til fordel for den vestlige civilisations, gør Knud Rasmussen til sin. For han sætter disse ord som bogens udgang: "Naturen er stor, Menneskene er større." -
    Der er en verden til forskel på at få åndemanernes hemmeligheder at vide - som Knud Rasmussen gør - og så selv at blive indviet, selv få adgang til åndemanernes indsigt og kraft. Det sidste kræver, som det er fremgået, investering med hele sit liv. For Knud går grænsen for hans interesse der, med selvfølgelighed. Set med nutidens øjne kan man godt synes, at en stor mulighed - en historisk og en personlig mulighed - er gået til spilde, da det er den gamle Knud Rasmussen, der dukker op i Alaska efter den store slæderejse, og ikke en indviet åndemaner. Men den slags drømmer ham ikke om at begive sig ud i. Åndemanerne er venner der repræsenterer en stærk interesse hos ham. Men den får ikke lov til at overtage ham. Han skilles fra dem, fra deres religiøse erfaringer og fra den historiske undergang, han vidste måtte blive deres skæbne.
    Hans interesse for denne side af tilværelsen er ikke ny, da han drager ud på den store slæderejse. Også på det punkt er rejsen en gentagelse af den åbning, der skete med den første rejse til Grønland i 1902-4. Der fortælles om åndemanere i Nye Mennesker og ikke mindst i Under Nordenvindens Svøbe, 1906. Men hvor han der fortæller løst og fast, er interessen i den sidste rejsebeskrivelse blevet intens og afklaret. Nu trænger Knud Rasmussen ind til kernepunkterne i polar-eskimoernes religiøsitet og dermed til kernepunktet i hele denne kulturs modsætningsforhold til den vestlige.
    Det hører så til det næsten romanagtige i Knud Rasmussens liv, at den sidste i rækken af hans venner så ganske præcist synliggør den fortabte åndemanerkultur. Det er østgrønlænderen Christian, som han har mødt allerede i 1904 og skrevet om i Under Nordenvindens Svøbe. Han er tidligere åndemaner og iøvrigt flere gange morder, omvendt til kristendommen, rimeligt kuet. I Knud Rasmussens sidste år følger han ham tæt, på de sidste Thule-ekspeditioner og også hjem til Hundested, som en sørgmunter afglans af åndemanerne fra den store slæderejse.
    Mylius-Erichsen personificerer i Knud Rasmussens liv frembruddet af erobrerviljen og protesten mod borgerlig europæisk livsform; Peter Freuchen er solidariseringen med den materielle side af eskimoisk kultur, mens åndemanerne personificerer denne kulturs åndelige dimension. Rækkefølgen af disse venner er karakteristisk for Knud Rasmussens udvikling. Men det er også karakteristisk, at han aldrig selv lader sig opsluge af det, som er vennernes rolle og væsen, men forbliver medlem af det dansk-europæiske fremskridt.


VIDENSKABSMAND OG FOLKEHELT

At rejse er at bryde op hjemmefra og ankomme til fremmede steder. Knud Rasmussen var en stor rejsende. Hjemme var for ham det civiliserede Danmark, hvor han havde familie og var velset i alle kredse. Hans rejser til Grønland og videre var opbrud fra hjemmets og civilisationens bindinger. Han oplevede dem som frigørelse af sit sande jeg fra det lille vanelivs indskrænkninger.
    Mange rejsende er egentlig ikke i stand til at ankomme, de er altid på vej mod det næste mål. Når det kommer til stykket, gjaldt det også Knud Rasmussen. Men han havde en usædvanlig evne til at ankomme undervejs. Hvad han søgte var oprindelighedens arnesteder hos det eskimoiske folk. Når han fandt dem, slog han sig ned. Kortvarigt eller langvarigt, men altid intenst.
    Hans rejselængsel var stærk, både i opbruddet og i driften mod det folk der var rejsens mål. Men han slap aldrig sin tilknytning til civilisationen og familien og den tænkemåde og de værdier de repræsenterede. Denne dobbelt-, hed styrer ikke alene hans rejser, men også hans virksomhed som videnskabsmand og hans status som folkehelt.
    Ligesom sine videnskabelige kolleger, rejsende eller bofaste, arbejder Knud Rasmussen på at gøre nye områder af virkeligheden til genstand for videnskabelig iagttagelse og bearbejdning. Men det er jo noget, der gøres på mange forskellige måder, og resultaterne afhænger af metoderne. Når Knud Rasmussen fortæller om rejser blandt inuitterne, er det påfaldende hvor lidt han fortæller om kammeraterne og ekspeditionslivet, noget, som normalt fylder sin del af en rejsebeskrivelse. Hans interesse er ufravendt rettet mod rejsens videnskabelige mål, stedets materielle og åndelige kultur.
    At han er koncentreret og målrettet betyder ikke at han kun er en intellektuel registrator og analytiker. Det er han også, men når han befinder sig i den konkrete situation, „i marken", som det hedder blandt etnografer, er hans indsamling og fortolkning af det videnskabelige materiale forbundet med en helt anden tilgang. Han skaber en situation, hvor mere end hjerne og nøgne oplysninger kan komme til, skaber et møde mellem repræsentanten for det vestlige land og den hengemte stamme han er nået frem til. I det følgende eksempel demonstrerer han først, at han er en af deres egne, markerer sit fællesskab med deres kultur. Dernæst åbner han for stemningerne fra sin egen folkelige baggrund. Han er i Canada.

„Jeg sang for dem østgrønlandske Nidviser og vestgrønlandske Trommesange og endte Dagen med at fortælle Myter og Sagn.
    Om Aftenen samlede jeg hele Befolkningen i mit Telt og sang danske Sange for dem. De var fulde af Undren over vor Syngemaade, der var saa forskellig fra deres egen, og vore Tekster, der slet ikke lignede deres Viser. Og Aftenen gik og Natten med, efterhaanden som vi alle blev grebet af de gamle, danske Sange.
    Først hen mod Morgen brød mine Gæster op, og de var alle lige ivrige efter at forsikre mig om, at de nu med Glæde ville svare paa alle de Spørgsmål, som jeg kunde have Lyst til at stille."1

I sig selv en fantastisk situation: En primitiv og afsondret jægerstamme i et telt ved randen af polhavet, nat og sandsynligvis 50 graders kulde, samlet omkring en mand, der er kommet dumpende på sin slæde, og som giver sig til at fremføre den danske sangskat - hvis stemning efterhånden river begge parter med sig til hen på morgenen!
    Situationen er båret af gensidighed og hjertelighed, for Knud Rasmussen drivkræfterne bag arbejdet. Men disse traditionelt set uvidenskabelige kræfter er samtidig forudsætning for indsamlingsarbejdet og en del af metoden. Han åbner polar-eskimoernes sind ved selv at åbne sig for dem.
    Går man tættere på den slags situationer, hvor fortællinger og oplysninger skal på bordet, betoner Knud Rasmussen igen, hvor afgørende det varme forhold mellem fortæller og indsamler er. Det forudsætter samarbejdsvilje og troværdighed hos den der fortæller, og det er jo indlysende. Men det bemærkelsesværdige er, at han også understreger hvor vigtig hans egen åbenhed er for kvaliteten af det, han skal modtage fra den anden part. Han fortæller, at beretterne skal „være saa paalidelige, at man kan lytte til dem uden Forbehold og alt for megen Kritik; først da kan den ægte Stemning komme over Beretningerne, og man faar den Farve, der er nødvendig for, at alt det fremmedartede Stof kan blive levende. Der var mellem Aua, hans Kone og mig opstaaet et Venskab, der gav mig en god Grund at bygge paa."2
    Strammer man til kan man sige, at der her er tale om en form for videnskab, hvor en traditionelt aldeles uvidenskabelig størrelse spiller en stor og positiv rolle. Det etnografiske materiale, Knud Rasmussen har indsamlet, dets højt værdsatte kvalitet og omfang, det hviler bl.a. på en så almenmenneskelig kvalitet som evnen til at indgå venskab - som igen hviler på Knud Rasmussens kærlighed til det eskimoiske folk som sådan.
    Det er så heller ikke nogen tilfældighed, at han har kvalitetsnormer for sit arbejde, som heller ikke er gængse, i hvert fald ikke i den såkaldt empiriske videnskab: „den ægte Stemning", „Farve", „levende". Der er tale om en videnskab, der nærmer sig det kunstneriske, og det skal understreges, at citaterne her er fra den store slæderejse hvor han er gået over til at stenografere, hvad der anses for en mere objektiv og pålidelig metode end den der bæres af indsamlerens hukommelse.3 Når det kommer til stykket, forlader Knud Rasmussen aldrig den personlige tilegnelse af stoffet, den skifter bare form. Her udfolder den sig i den venskabets stemning, som er selve bærebølgen for strømmen af oplysninger. Det personlige befinder sig mellem ham selv og åndemaneren der fortæller. I hans unge dage var metoden denne: „Mit Princip under Arbejdet har været aldrig at gengive nogen Fortælling, før jeg selv havde lært og fortalt den."4 I begge tilfælde formidles fortællingen af sympatiens kraft.
    Men Knud Rasmussens evne og lyst til at forbinde sig med inuitterne er kun halvdelen af hans videnskabelige væsen. Det er ikke varme og indlevelse alt sammen. Der er også distance og analyse over for de mennesker, der er hans kilder. Hvordan den side udfolder sig, kan man læse om i historien om dengang han tiltuskede sig amuletter i en stamme ved den magnetiske nordpol. Det drejer sig om at få lokket de dyrebare amuletter fra folk, men på en sådan måde at evt. senere ulykker ikke bliver ført tilbage til denne afståelse, hvad der vil være til stor skade. „Jeg forstod, at min Opgave var saa delikat som vel muligt."5 Det kan man roligt sige. Men Knud Rasmussens manøvre for at løse opgaven er tilsvarende gennemført og raffineret.
    Da han ankommer til bopladsen, aflægger han først besøg hos alle og spiser hos dem: „Man maa sammenspises for at blive fortrolige", som han så fromt skriver. Imens har hans ledsager bredt tillokkende handelsvarer ud hjemme i hans egen snehytte. Den sidste han besøger på sin runde er stammens åndemaner, som han fører en lang samtale med, bl.a. om amuletter. Det bliver under samtalen klart, at det er to fagmænd på samme høje niveau der mødes. Da Knud Rasmussen kommer hjem til sin egen snehytte har der samlet sig en masse mennesker omkring hans varer, som ligger og tager sig ud. Men han afviser deres almindelige skind og sager, fortæller, hvad han er kommet for at købe - og holder så et foredrag om amuletter, idet han bl.a. henviser til sin samtale med åndemaneren han lige kommer fra. Pointen i foredraget er at amulettens kraft til enhver tid er knyttet til ejermanden, der har båret den som sin. Det gælder hvis genstanden tabes - og også hvis den sælges. Han selv er ikke interesseret i amuletternes kraft, kun i genstandene. Desuden må han gentage, at han ikke er interesseret i normal handel. Han og hans ledsager er desværre trætte, men hvis nogen er interesserede i at handle, er de velkomne dagen efter. - Så sjosker flokken afsted. Gennem et kighul i sin snehytte kan Knud Rasmussen se, at de går ned til åndemaneren - men han er jo bragt på plads i manøvren. Man må nu tænke på, at amuletter er værn mod onde ånder, er bønner om vigtige ønsker i livet, og at de er blevet båret i og under tøjet fra barnsben. Næste morgen varer det noget; men så kommer først en ung kone listende, og snart går det løs: „I Løbet af et par Timer var der en saadan Tilstrømning til mit Hus, at jeg ligefrem var bange for, at Sneblokkene skulde løftes af deres Leje, og inden Sengetid kunde jeg melde „alt udsolgt" i min improviserede butik, men havde saa til gengæld flere hundrede Amuletter, der er enestaaende i deres Art.
    Dette er en historie om kold analyse og beregning, om manipulation med det formål at tilegne sig folks intimeste ejendele. Først forbrødrer Knud Rasmussen sig med stammen, men han har sin hensigt med det hyggelige spiseri. Dernæst overbeviser han dem, direkte og gennem deres egen autoritet på pladsen, åndemaneren, om at amuletternes kraft vil forblive, selv om de forsvinder som genstande. Han lægger altså et snit ned gennem ting der for ejermændene er noget sammenhørende, mellem amulettens fysiske fremtræden og dens kraft. Så er tilhørsforholdet løsnet. I forvejen har han anbragt et stykke lokkemad, der nu suger den løsgjorte genstand til sig - og resultatet taler for sig selv. - Historien har et efterspil som viser den gammelkendte side af Knud Rasmussens format. Før afrejsen fra bopladsen får åndemaneren betænkeligheder ved at bopladsen sådan er halvvejs ribbet for amuletter. Det forstår og anerkender Knud Rasmussen straks, og indvilliger i at efterlade en tilsvarende mængde kraft på stedet. Det vil bl.a. sige et temmelig alvorligt antal totter af sit hår!
    De to situationer, den hvor Knud Rasmussen fortæller og synger for sin værtsstamme, og denne her med amuletterne, drejer sig begge to om at komme til en fremmed boplads og overskride afstanden til den som kilde til etnografisk stof. I begge tilfælde er det hans hensigt at tilegne sig noget på stedet, i det ene sagnstof, i det andet amuletter. Fælles for situationerne er, at han udfolder to væsensforskellige evner i sit videnskabelige formåls tjeneste. Dels forbinder han sig, gør sig til et med folk; dels kommer han som en der adskiller og erobrer. Det er dybest set hans gamle splittelse, der gør sig gældende, grønlænderen overfor europæeren: den kærlighed, som er rettet bagud mod urfolket, og erobrerviljen, der er rettet fremad sammen med den vestlige civilisation. Men de to sider samarbejder, de modsatrettede kræfter er føjet sammen til en uhyre effektiv arbejdsform; splittelsen er dynamisk. Den er nøglen til Knud Rasmussens usædvanlige evne til at komme ind og begribe inuitternes åndelige og materielle kultur og overdrage den til den vestlige verden.
    Han er opdagelsesrejsende, forfatter, kulturel initiativtager, videnskabsmand. Dette tilsammen udgør den konkrete virksomhed bag Knud Rasmussen som folkehelt. Denne figur opbygges ikke alene af summen af hans forskellige initiativer. Den har sin egen overordnede aura og betydning. Jeg mener, at det samlende i hans virksomhed, hans betydning som folkelig og historisk figur, ligger i hans rolle som formidler. Også den er imidlertid bestemt af den dynamiske udfoldelse af hans væsens dobbelthed.
Centrum i hans arbejde er at „sætte ord i streger", som polar-eskimoerne kalder det, når han skriver sagn og beretninger ned. Det overordnede formål er at transportere den levende, men truede grønlandske kultur ind i nedskrevne bøger, og det betyder her bøger på dansk. Og på et nærliggende felt: at gøre brugsting og amuletter til museumsgenstande. Formålet er at redde det oprindelige over i fremskridtet, så godt det lader sig gøre. Det sker entydigt på den fremtrængende kulturs betingelser. At den mundtligt overleverede tradition bliver bragt på skrift, betyder at den bliver lagt ind i en af den vesteuropæiske kulturs bevaringsformer - og det er samtidig en ændring af dens eksistensform. Det er her Knud Rasmussen placerer sig som formidler, dybt forbundet med såvel den eskimoiske kultur som den europæiske. Men ikke lige forbundet. Som de fleste i sin samtid er han ikke i tvivl om at den moderne civilisations styrke er endegyldig, at andre værdisæt - hvor tiltalende de end kan være - må bukke under, eller i bedste fald blive museumsgenstande.
Han fremstiller sit principielle synspunkt på denne sag i en artikelserie i bladet Danmarksposten i 1920:

„Det er ugørligt i vor Tid at udelukke et Folk fra Berøring med den øvrige Verden. Med den Erobringstrang og Foretagsomhed, som er vor Tidsalders Løsen, kan ingen faa Lov til at leve et stille og ubemærket Liv, selv om han maatte vælge sig Verdens fjerneste Afkroge.
Sørgeligt nok. Thi der skal ikke meget Kendskab til primitive Folk for at maatte indrømme, at der blandt disse er en oprindelig Originalitet og instinktiv Noblesse, som føleligt savnes hos mange Kulturmennesker. (...)
    Man har intet Valg. Alle Naturfolks Liv i Fremtiden er kun afhængigt af dets Udviklingsmuligheder under nye Forhold. Vejen frem maa gaa over deres egen Races Lig. Det, som det derfor gælder om, er at give Naturmenneskene i deres Sind og Gemyt en saa skaanselsfuld og varsom Død som muligt. Først da er de modne til den store Verdensnivellering af Individer. Vi maa tage deres for Civilisation upraktiske Særpræg fra dem og forsøge at faa dem til at ligne os selv. Vi maa give dem den hvide Mands Paagaaenhed og nøgterne Energi, hans Fremsynthed og hans Frækhed. Kun gennem en saadan Metamorfose vil de kunne komme gennem den Dør, der fører til de nye Tider."7

Dette principielle synspunkt svarer til Knud Rasmussens praksis, hvad enten det er befolkningen, der skal hjælpes frem til europæisk erhvervs- og livsform, eller det er den åndelige tradition, der skal på tryk. At der skulle være selvstændig og vital kraft i det primitive folks tænkemåde, eller at den moderne civilisations magt skulle kunne komme til en grænse, det ligger udenfor hans forestillinger. Hans forstand er helt og holdent på civilisationens side.
    Men hans hjerte er hos naturfolket. Det fremgik allerede af citatet før. Det tydeligste tegn er imidlertid den forgudelse, han var genstand for i Grønland, for her er der tale om den mest ligefremme og gensidige kærlighed. Talrige er beskrivelserne af hans møder med grønlænderne. Jeg har valgt en enkelt ud, en ankomst til en bygd: „Han kom til syne" pludselig og strålende som en meteor. Hver gang han satte foden på Grønlands jord, var det begyndelsen til et triumftog. Kun den, der selv har overværet et sådant optrin, kan fatte den forgudelse han var genstand for; hele befolkningen flokkedes om ham, drengene smilede stolte, når han havde beæret dem med et ord, de unge piger sendte ham sky og forelskede øjekast, og gamle mænd og koner kom stavrende frem fra husgangene for at trykke „den kære lille Knuds, hånd og holde den et øjeblik i sin. Selv råbte og lo han til alle sider og forsvandt undertiden igen, før de fik set sig om ..."8
    Dobbeltheden i folkehelten fremgår på den elskeligste måde af den følgende korte formulering af hans kaptajn på de sidste ekspeditioner: „For dem alle paa een Gang Manden ude fra den store Verden og dog deres egen kære lille Knud fra Grønland ..."9
    Knud Rasmussen er ubestridt den største folkehelt i Grønlands historie. Men der er ingen tvivl om, at figuren er ved at blegne. Alle grønlændere kender ham, men figurens magiske betydning er blevet fortid. Jeg tror ikke, det er fordi tid er gået, men fordi tiden er løbet fra ham. Den formidling hans skikkelse var en personificering af, mellem Danmark og Grønland, mellem vestlig kultur og inuittisk, har mistet sin troværdighed og glans, selv om den stadigvæk foregår. Civilisationens værdier er blevet åbenlyst tvivlsomme; naturfolk og kolonier søger egen identitet og konfrontation, frem for formidling. Så Knud Rasmussen er på vej til at blive et monument over en afsluttet epoke i Grønlands historie. Dens værdier og konflikter kan til gengæld aflæses i hans figur.
    Den er baseret på splittelsen mellem europæisk og inuittisk kultur, mellem civilisation, deltagelsen i fremskridtet, eksistensen som forsker og forfatter, borgerligt liv i familie og samfund, og så opbruddet fra denne livsform, driften mod det oprindelige, det bagudvendte, fangereksistensen. At splittelsen er gennemgribende, fremgår af at den også omfatter det erotiske, som en splittelse mellem borgerligt ægteskab og inuittisk kærlighedsliv.
    Jeg har i det foregående anskuet denne splittelse som udløseren af den store dynamik i Knud Rasmussens virksomhed. Det var mellem disse to verdener, der svarede til to sider i ham selv, han byggede bro. De var spændingspolerne i hans formidlingsprojekt.
    Splittelsen kunne nu blot ses som en privat omkostning for et samfundsmæssigt og historisk gode og dermed færdig, hvis ikke det var, fordi der i dette projekt var en alvorlig skævhed. De to sider i Knud Rasmussens væsen - og i det formidlingsprojekt, han repræsenterer - er ikke ligeværdige. Skulle de være det for ham personligt, er han og hans virksomhed ikke desto mindre deltagere i en større historisk dynamik, hvor skævheden er åbenbar.
    Alt initiativ udgår fra den europæiske civilisation, som trænger sig frem på naturfolkets område. Nok søger den ud over sin egen kulturs grænser, båret af drømme om større virkelighed, om oprindelighed, en ny verden. Men det sker, uden at den opgiver noget af sit eget. I praksis bringer den sine egne normer med og sætter dem igennem. Den oprindelige kultur anses for mindre levedygtig, dømt til at bukke under for den overmægtige fremtrængen. Og dette magtforhold bestemmer holdningen til den.
    Det er på denne ubønhørlige baggrund og dens betingelser, at Knud Rasmussens brobygning mellem de to kulturer - og hele formidlingstanken som bærende for forholdet mellem Grønland og Danmark - udfolder sig. At den er brutal, som forholdet mellem rovdyr og bytte, er en ting. Dertil kommer, at der er noget rastløst selvødelæggende ved projektet. Det indebærer jo, at den part opsluges, som er målet for opbruddet, og som der skal bygges bro til.
    Kun en enkelt gang, tror jeg, udtrykte Knud Rasmussen sin forståelse af dette forhold offentligt. Det skete i den før citerede artikel i Danmarksposten, der er forbløffende åben og skarp i sin formulering af det, som han og samtiden anså for realisme i sagen. Det skal siges at bladet ikke var bestemt for Grønland, men for danske emigranter i udlændigheden. Den planlagte videreførelse af artiklerne blev aflyst, angiveligt fordi emnet, „Grønlænderne i Fortid og Fremtid", var for stort og politisk.
    Men her står forestillingerne bag brobygningsprojektet mellem de to kulturer klart på tryk, i deres splittethed og i deres overbevisning om at opgaven var at mildne en brutal historisk nødvendighed. Her står, at naturfolket er den sande adel i verden og den europæiske kultur en nivelleringsmaskine; at fremskridtet tilhører denne maskine, denne kulturs foretagsomhed og frækhed. For inuitterne er vilkåret, at „Vejen frem maa gaa over deres egen Races Lig", og at det gælder om at give deres kultur „en saa skaanselsfuld Død som muligt".
    Uanset historisk nødvendighed må det være vanskeligt, med disse tanker i baghovedet, at træde i et hjerteligt forhold til de oprindelige grønlændere. Og det, der her bliver henvist til en skånselsfuld død, er en side af det splittede projekt selv, for Knud Rasmussens vedkommende en vital side af hans væsen.
    Det er ikke svært at forstå, at der i de senere år har rejst sig modbevægelser over for denne tankegang.


 

KAASSASSUK

Grønlands berømteste eventyr er Kaassassuk. Alle kan fortælle historien om den forældreløse dreng, der lever som udstødt på bopladsen, plaget og hånet af voksne og børn. Han går i fjeldet for at få hjælp, og et overnaturligt væsen giver ham kæmpekræfter. Da han er kommet tilbage, skjuler han først kræfterne, indtil han lader dem spille for hele bopladsen ved at nedlægge tre isbjørne med de bare næver. Derefter hævner han sig på sine plageånder og bliver en faretruende kraftkarl. Når man kommer til eventyrets slutning, om ikke før, bliver meningerne delte. Nogle siger at Kaassassuk bliver slået ihjel, fordi han ikke kan lade være med at sprede død omkring sig. Andre, at han træffer sin overmand, og derefter bliver fredelig. Uenigheden skyldes, at eventyret er nået frem til vores moderne kultur - og det vil sige til skriftlig form - gennem to traditioner, en vestgrønlandsk og en nordgrønlandsk. Begge versioner findes i Knud Rasmussens samling: Myter og Sagn fra Grønland.
    Når denne bog skal slutte med en fortolkning af et grønlandsk eventyr er det fordi eventyrene, som udtryk for det oprindelige, var det centrale mål for Knud Rasmussens rejser og hans arbejde blandt inuitterne i det hele taget. I Kaassassuk udtrykker oprindelighedens folk sin dybsindighed.
    Men det er naturligvis et problem at vælge mellem de to udgaver. Den nordgrønlandske kommer altså fra Thuledistriktet, som han var så stærkt forbundet med. Det er tydeligvis også det oprindeligste, dvs. det mest mytiske. Her er Kaassassuk i sin udstødthed på forhånd trukket ud af det normale livs muligheder, men dermed også pr. skæbne åben for dybere kræfter i tilværelsen end dem, der kan opfattes af den almindelige menneskelige bevidsthed. Eventyret i denne udgave fortæller om den viden og kraft, som den udstødte gennem særlig intuition har adgang til, og om en indre ødelæggende konsekvens i denne kraft. Den udstødtes eventyrlige liv er her underlagt en naturlov, en nødvendighed af kræfter, der er højere eller dybere end mennesket - hvorfor vi kalder dem mytiske. Det er en god historie, kortfattet, men dybsindig og hård. Det er klart umagen værd at fordybe sig i den. - Når jeg ikke desto mindre har valgt den vestgrønlandske udgave, er det fordi det åbenbart er den de allerfleste grønlændere kender, måske blot fordi den hører hjemme i det Vestgrønland, der har domineret den kulturelle udvikling. - Her er det mere menneskeligt tilgængelige drivkræfter, der bestemmer forløbet. Det tænkes mere psykologisk end i den nordgrønlandske udgave; og hændelserne er placeret i en, skønt fortidig, så dog klart historisk virkelighed i nærheden af Nuuk.
    Med Kaassassuks forældre er der noget galt. Alle deres børn før ham dør. Når Kaassassuk bliver ved med at leve, er det på trods af dem: „han blev ved med at leve, skønt de stadig ventede paa hans Død."1 Der kan ikke have været nogen frodig og forventningsfuld stemning omkring det barn. Lige fra fødslen bliver Kaassassuk således stillet udenfor det normale liv. Når forældrene kort efter dør er det en konkretisering af det, der sjæleligt allerede er sket. Han er gået glip af den første basale forældrekærlighed. I psykologisk forstand er han forældreløs lige fra fødslen, og det hører trods alt til sjældenhederne.
    Derfor hjælper det ikke noget, at andre tager sig af ham med den bedste vilje. Hvad han ikke har fået, kan han ikke modtage. Han har ikke opbygget evnen. Han bliver taget i pleje, men afviser plejeforældrenes kærlighed og omsorg, kan ikke holde modermælken i sig. Det slider flere hold plejeforældres tålmodighed op. Han bliver så smidt ud og samles op af en elendig gammel jomfru, der ikke kan give ham megen støtte og tryghed. Den forældreløse er blevet en udstødt.
    Det betyder, at han ikke kan vokse som andre børn: „stadig blev han ved at være lige lille., Fællesskabet inde i huset får han kun adgang til gennem ydmygelser. For at komme ind til kødgryderne må han gennem et fast ritual: Han skal stille sig i husgangen og under spot og spe lade sig løfte ind ved et greb i næseborene. Spiser han sit usle kød for hurtigt, er det tegn på at han har fået en tand - og så er det ud med den! Udenfor mobber kammeraterne ham, deres ondskabsfuldheder er endeløse. De ødelægger hans legetøjsharpun, når han en sjælden gang får en. Han må søge tilflugt i husgangen, hverken ude eller inde.
    Det er ikke mærkeligt, at han ikke vokser mens han vokser. Han er stødt ud af de fællesskaber, der skulle afløse og udvide det første, forholdet til forældrene. Hans evner til at klare sig på normal vis får ikke lov til at udvikle sig, hvad historierne med tænderne og legetøjsharpunerne viser.
    Han har ganske vist en ven på pladsen, som forsøger at hjælpe ham. Men han er for gammel til at dæmme op for det massive sociale pres. -
    Til gengæld kender denne mand til andre udveje. Han råder Kaassassuk til at søge op i fjeldlandet og fortæller ham, hvordan man kontakter Kraftens Herre eller Kraftens Ånd som han også kaldes. Da Kaassassuk derefter forlader bopladsen, må han endnu en gang igennem pinslerne fra kammeraterne - men resultatet er denne gang et andet: „Da de endelig slap ham, følte Kassagssuk sig gennemstrømmet af stærk Glæde, og han stak Fingrene i Munden for at kaste op og saaledes rense sin Mund og sine Næsebor for Skarn." Han er ikke længere et med sin ydmygelse, han kan skille sig fra den. Der er frigørelse i situationen, i hans bevidsthed. Selv om han ikke er blevet det mindste stærkere endnu.
    Da han kommer op i fjeldet, lykkes det ham at tilkalde Kraftens Herre. Den har skikkelse af en hund, men den svæver gennem luften; har krop som et dyr, ansigt som et menneske og kan tale. Den forener altså dyrisk kraft med menneskelig bevidsthed - og noget til. Jeg forstår dens svæven gennem luften som et tegn på, at den repræsenterer et højere synspunkt end det krops- og tingsbundne liv.
    Meningen er nu at Kaassassuk skal tilegne sig denne kraft. Det foregår på den måde, at han vikler sig ind i dyrets hale, i stor angst. Derefter slynger det ham fra sig, så han som en snurretop ryger hen over jorden, rullende og snurrende, uden herredømme over sig selv. Da dyret derefter befaler ham at se sig tilbage, ser han, at der er røget en masse legetøj ud af ham. Og han får at vide: „Det er dette der er Skyld i at du ikke kan vokse!"
    Hvad der konkret foregår ved denne snurre- og kolbøttetur, kunne jeg godt lide at vide. Men sammenhængen er i hvert fald den, at Kaassassuk bringes totalt ud af balance, fratages evnen til at orientere sig på normal måde. Det er en formålstjenlig tilstand, som ryster legetøjet, bindingen til noget barnligt, ud af ham. Det foregår ialt fire gange. Midtvejs er Kaassassuk en tur hjemme på bopladsen, hvor han på vejen føler en begyndende lethed og frihed i kroppen, mærker en begyndende styrke. Han skjuler det for bopladsen, der udsætter ham for den normale omgang. Dagen efter går han til fjelds igen. For hver rystetur falder der mindre legetøj ud, og han kan stadig hurtigere vinde herredømmet over sig selv. Da der efter sidste omgang er tomt bag ham, siger hans læremester: „Nu er der ikke længere noget Menneske, der kan gøre dig noget, og du behøver ikke oftere at komme til mig."
    Hvordan skal det legetøj forstås, som det er så vigtigt og fordelagtigt at få ud af Kaassassuk? Hans vejleder siger jo, at det er årsagen til at han ikke kan vokse. Men i historien hidtil har vi fået beskrevet, hvordan det skyldes mangel på kærlighed, først fra forældrenes, så fra bopladsens side!
    Jeg mener, at de to ting hænger nøje sammen, ligesom hans manglende evne til at holde mælken i sig hænger sammen med forældrenes forsømmelser. Der står en hel barndoms skuffede behov og krav i Kaassassuk. Barndom er for ham ikke en beskyttet væksttilstand, men et liv han ikke fik lov til at leve, en udvikling han ikke fik. Og det er hvad legetøjet repræsenterer for ham. De ødelagte legetøjsharpuner, hvis man vil konkretisere. Hvad andet legetøj har han fået lov at beholde end de skuffede og bitre tanker, der har været hans selskab i husgangen? Det er forældre, børn og voksne på bopladsen, der er årsag til disse tanker og følelser. Men, hinsides al retfærdighed, er det Kaassassuk, der er bundet til dem. De truer med at holde ham fast i det forspildte, så han ikke kan komme fremad. Selv om andre er skyld i smerten og forkrøblingen, er det ham selv, der skal frigøre sig fra den, dog med hjælp fra Kraftens Herre.
    Det sker som sagt i to tempi. Det forstår jeg sådan, at først frigør Kaassassuk sig fra den udstødtes særlige elendighed, den store forsømthed. Det giver den første lethed i kroppen, fornøjethed, kraft. Nu er han egentlig på normalt niveau. Vi har jo stort set allesammen skader af en eller anden art fra vores barndom og hænger fast i dem, så vi ikke kan udfolde de kræfter der er i os. Jeg forestiller mig, at det er en sådan „normalbarnlighed", Kaassassuk i anden omgang bliver frigjort fra. For da der ikke kan rystes mere legetøj ud af ham, erklærer Kraftens Herre ham for stærkere end alle mennesker. Det viser sig senere ikke at passe helt, Kraftens Herre er ikke eventyrets eneste autoritet på området. Men i hvert fald er Kaassassuk nu stærkere end de voksne bopladsfæller - som jo selv ikke er mere voksne, end at de forholder sig til den forældreløse på samme måde som børnene. I eventyret følges psykisk frigørelse og vækst med forøgelse af fysisk kraft. Da Kaassassuk anden gang er på vej tilbage, føler han det som om han svæver; han sparker fodbold med store sten og flækker klipperne.
    Jeg forestiller mig, at han er næsten voksen, nu hvor han vender tilbage til bopladsen. Kraften sætter ingen grænse mellem psykisk og fysisk, men den trækker en anden, nemlig mellem skjult og åbenbart. Indtil bestemte tegn indtræffer, skal Kaassassuk holde sin nyvakte kraft skjult.
    Så sker der følgende: Kaassassuk bliver som sædvanlig pint og plaget på bopladsen. Om efteråret kommer det første tegn, et mægtigt stykke drivtømmer på stranden, som det vil være et dagsværk for bopladsens mænd at få trukket i land. Om natten tager Kaassassuk det alene og planter det bag ved husene. Det vækker jo en del undren dagen efter og retter opmærksomheden mod, hvor vel kraften bag dette hører hjemme. Om vinteren kommer så det endelige tegn, tre isbjørne på et isbjerg, lige nedenfor bopladsen.     Der er stor opstandelse, men ingen har mod på at gå i lag med de tre dyr, som oven i købet har placeret sig fordelagtigt: "Kaassagssuk stod nogen Tid og saa paa Bjørnene og følte hvordan der opstod en voldsom Kamplyst i hans Indre: hans Legeme dirrede af Trang til at bruge sine vældige Kræfter" og hans Glæde og Mod voksede kun ved Synet af Bopladsfællernes fejge Magtesløshed." Så drøner han op ad isbjerget, slår hannen og hunnen ihjel og smider den tredje, en unge, ned blandt tilskuerne som deres fangstpart.     Sit eget bytte bærer han hjem, en bjørn på hver hånd, højt hævet over sit hovede. Kraften har åbenbaret sig.
    Men hvorfor har den skullet holdes skjult? Vel ikke bare for at vi endnu en gang kan have ondt af Kaassassuk og fryde os over hans skjulte overlegenhed. Jeg mener der ligger oplysninger om kraftens væsen i det. Til Kaassassuk den oplysning, at kraften ikke blot er overordentlig stor, men også af overordentlig kvalitet, som ikke skal bruges tilfældigt eller til personlige formål. Den er ikke hans egen, og derfor må han vente og udstå flere lidelser, skønt han kunne forhindre dem. Til bopladsen ligger der den oplysning, at menneskene er i større kræfters vold end dem de ser - megen inuittisk religiøsitet går ud på det. Da Kaassassuk ved drabet på isbjørnene åbenbarer sin styrke, vises bopladsens tanker tilbage til den uforklarede hændelse med drivtømmeret. Noget må nu gå op for dem. - Altså: det er kraftens væsen at være skjult og lagt ind under et overordnet formål.
    Men nu er situationen på bopladsen temmelig pinlig. Den, der så længe og grundigt er blevet ydmyget, har vist sig som den modigste og stærkeste. Han har nedlagt dagens bytte og skal have de dertil hørende æresbevisninger. Den situation udnytter Kaassassuk og eventyret til det yderste. Under det efterfølgende festmåltid spiller han stadigvæk den udstødte og konfronterer derved forsamlingen med den måde den hidtil har behandlet ham på. Kun med demonstrativ tøven og efter lange overtalelser modtager han deres grænseløse sledskerier. Det går så vidt, at de med glade miner lader deres døtre og voksne fæller knuse i hans favntag. Til sidst afløses Kaassassuks kølige glæde ved at ydmyge af vild hævntørst, og han udrydder hele bopladsen bortset fra sin gamle ven og hans kone og plejemoderen.
    Når børnene hører dette afsnit af eventyret, fryder de sig vel over Kaassassuks oprejsning og over den velfortjente straf der rammer hans plageånder. Men mon ikke en og anden voksen tænker, at det går lige vidt nok: bopladsen praktisk taget lagt øde! Og ligner Kaassassuks ydmygelse af forsamlingen ikke netop den barnligt brutale leg, som bopladsen har drevet med ham? -
    Nu skal Kaassassuk til at begynde livet. Han bliver en dygtig kajakroer, som tager på fangst og langfart. Men han er slem til at bruge sine kræfter til at slå folk ihjel, og det skaffer ham efterhånden mange fjender. Han får også en kone og familieskab ad den vej. Her er der den lidet betryggende omstændighed, at konen er datter af hans værste fjende, og at Kaassassuk har fået hende ved at ydmyge ham og sønnen på det grusomste. Det svarer altsammen meget godt til hans indvielses-oplevelse til mand, altså den situation hvor han løb frem mod bjørnene på isbjerget. Hans fryd over den frembrydende kraft var forbundet med stolthed og foragt overfor bopladsfællerne. Nu bruger han kraften, hensynsløst og aggressivt, til at hævde sig selv - og det er jo ikke i overensstemmelse med dens væsen som skjult og under overordnet formål.
    Nok lever han nu „i Fred og Glæde". Men den aggressive magtvilje har formet hans opfattelse af sig selv, og den har magt over ham. Da han hører om en specielt stærk fanger, som ifølge rygtet skal være urørlig i slagsmål, bliver han urolig og bryder op. Han sejler og sejler mod nord for at finde sin modstander. Denne mand ser imidlertid meget anderledes ud end ventet, og kampen mod ham får Kaassassuk til at vende om, „og det fortælles at Kassagssuk siden aldrig drog ud for at udfordre Mænd, nu da han havde fundet sin Overmand."
    Han har her mødt en anden administration af kraften end sin egen. Modstanderen er en lille forsagt mand, der holder sig i udkanten af forsamlingen „uden rigtig at vide, om han skulde føle Glæde eller Frygt over Udfordringen". Så hans specielle kraft må knytte sig til andet end store muskler, beskyttelsespanser, lyst til kamp og triumf. Da slagsmålet er i gang, viser den sig som en evne til at bøje sig og glide af, når Kaassassuk klemmer til. Og en evne til at stå usædvanlig sikkert på jorden. Kaassassuks første læremester svævede i luften og fik også sin elev til det - og det kan jo være både godt og ondt. Der er noget dybt realistisk over den lille mand, i sammenligning med Kaassassuk, der kommer halsende over mange dagsrejser for en temmelig unødvendig anseelses skyld, og som af bar forventning ikke kan sove om natten før slagsmålet. - Kampen foregår ved en sø, og den afgøres da den lille mand „løftede (...) Kagssagssuk op, saa han ikke længere rørte Jorden med Fødderne, snurrede ham rundt i Luften og kastede ham med en saadan Voldsomhed ud i Søen, at Vandet stod i Hvirvler omkring ham." Dette er jo i flere henseender en dukkert. Da Kaassassuk kommer op igen, er han dækket med mudder og mos; tilskuerne fryder sig så luften dirrer, og han er da også skamfuld da han lister bort. Sådan set en ligefrem historie om at Kaassassuk kommer ned med nakken og anerkender sin begrænsning. Men nogle tegn viser hen til en mere dybsindig opfattelse af hvad der sker ved dette. For det første er der det lidet udadvendte ved den ny læremester: „beskedent stod han der med sin Hage skjult i sin Anoraks Halslinning og den ene Arm ude af Ærmet, alle Tegn paa en genert og tilbageholden Mand." For det andet er der det han gør ved Kaassassuk: sender ham ud på endnu en snurretur, ligesom Kraftens Herre i sin tid. Dengang var formålet med ubehagelighederne at frigøre Kaassassuk fra en indre binding. Måske er det også hvad der sker nu: at han frigøres fra sin sidste barnlighed, nemlig den der ligger i hans måde at udfolde den store kraft på. - Det er ikke skam der præger ham på hjemrejsen; og da er han heller ikke farlig længere, ikke mere i sine drabelige lidenskabers vold, men klar og åben. Alle han møder skal høre om hans overmand, hvis styrke han demonstrerer ved at klemme en sort sten, som blot bliver aflang af det. Og om hans egen svaghed skal folk også høre, og den viser han ved at klemme en hvid sten, der går i stykker ved det.
„Saa vældige Kræfter havde den Mand, der vendte slagen Hjem til sin Boplads." Man tænker først at der tales om de kræfter Kaassassuk lægger for dagen med de to sten. Men de er jo i alle fald billeder på ham selv og hans begrænsning, så mon ikke også formuleringen underfundigt drejer sig om den nyvakte evne til at se sig selv og beherske sig selv? Det er jo først og fremmest den han lægger for dagen på hjemrejsen.
    I den nordgrønlandske udgave af eventyret bindes Kaassassuk til kraftens dræbende form, og han dræbes selv som gengæld. Den vestgrønlandske udgave, som altså er blevet benyttet her, rummer en specielt avanceret forestilling om kraftens endelige mål. Dette mål er at omdannes til en evne til at anskue forholdet mellem sig selv og omverdenen i stedet for at bruge omverdenen som tumleplads for selvoptaget lyst og vrede. -

Eventyret om Kaassassuk handler om det menneske som under opvæksten er sat udenfor fællesskabet, som undertrykkes og trækkes skævt - og som netop derved får adgang til større kraft og bevidsthed end dem der lever indenfor. Det emne har eventyret fælles med mange andre, i og udenfor Grønland. Tænk blot på Espen Askefis i de norske eventyr og på Askepot i Grimms, og de mange andre eventyrhelte hvis udgangspunkt er lillebrorens eller stedbarnets, den som i den almindelige sociale verden ikke må og ikke kan så meget som de andre søskende, og som viser sig at rumme større kræfter og muligheder end de andre.
    Den store mand inden i den lille. Det er dette der betinger grønlændernes kærlighed til denne deres foretrukne eventyrhelt. Den udsatte randeksistens, de kan føle sig som et med, og samtidig den sejrende, beundringsværdige. Bevidstheden om den lille indgår i billedet af den store - og omvendt. Det særligt tiltrækkende ved figuren er denne dobbelthed.
    Det er den samme form for tiltrækning Knud Rasmussen, „Lille Knud", var genstand for. Han, som livet igennem krøb ind i hytterne til de afsides og gamle, inderligt interesseret i deres personlige og deres overleverede historier. Og samtidig helten, hvis indsats for den hendøende oprindelige kultur bragte ham hæder blandt de bedste og hans navn på alles læber.
    Historien om Kaassassuk ender med at helten får ro på sig, idet han forbinder den lille og den store mand i sig. Men sådan endte Knud Rasmussens historie ikke. Han var en moderne helt.


LITTERATUR

Andreassen, Janni: Nye Slædespor. Dagbogsblade fra den litterære Grønlands-ekspedition 1902-4, Chr. Ejlers 1984.
Birket-Smith, Kaj: Knud Rasmussens Saga, Chr. Erichsen 1936.
Bogen om Knud, skrevet af hans venner, Westermann 1943.
Fenger, Niels: Knud Rasmussen. Grønlands Aladdin, Wøldike 1979.
Fleischer, Jørgen (red): Knud Rasmussen, Det grønlandske Forlag 1960.
Forchhammer, Ellen: Kære Knud, Wøldike 1979.
Freuchen, Peter: Erindringer, Gyldendal 1963
    Min grønlandske ungdom, Fremad 1959.
    Knud Rasmussen som jeg husker ham, Gyldendal 1934.
    Grønland (tidsskrift) 1979 og 1986.
Hansen, Keld: Grønlandsbilleder 1860-1920, Chr. Ejlers' Forlag 1976.
Hansen, Leo: I Knuds Slædespor, Westermann 1953.
Jørgensen, Eiler: Knud Rasmussen, Nyt Nordisk Forlag 1975.
Knuth, Eigil: Fridtjof Nansen og Knud Rasmussen, Gyldendal 1948.
Michelsen, Signe: Knud Rasmussen. Rejser og Eventyr, Gyldendal 1952.
Moltke, Harald: Livsrejsen. Udgivet af Else Molkte, Hernov 1964. Mylius-Erichsen, Ludvig: Isblink, Gyldendal 1904.
Osterman, H.: Artiklen om Knud Rasmussen i Dansk biografisk Leksikon.
Roos, Jørgen: Knud. Nunafilm, 1965.
Rasmussen, Knud: Mindeudgave 1-3, Gyldendal 1934-35.
    Myter og Sagn fra Grønland 1-3, Gyldendal 1921-25.
Thomsen, Thomas: Knud Rasmussen, Munksgaard 1938.
Thor, Rigmor: Jeg har elsket og levet, Gyldendal 1990.
Vejlager, Johannes: Knud Rasmussen. En bog om et daadrigt Liv, Nyt Nordisk Forlag 1934.


NOTER
GRØNLÆNDER OG DANSKER
1 F.C.S. Bangsbøll i Bogen om Knud, s. 174 f. - 2 Jørgen Fleischer (red.): Knud Rasmussen, s. 43.
NYE MENNESKER
1 Noget lignende siger Birket-Smith, s. 117, og Paul la Cour i artiklen: Knud Rasmussen (Tilskueren bd. II, 1935. s. 94-99). - 2 Knud Rasmussen: Mindeudgave 1-3. (Forkortes i det følgende som Mi.) Her Mi. 3. s. 35.- 3 Mi. 3. s. 62.- 4 Mi. 3. s. 11-12. - 5 Mi. 3. s. 170. - 6 Mi. 3. Indledning. - 7 Mi. 3. s. 33. - 8 Mi. 3. s. 61. - 9 Mi. 3. s. 171.
OPBRUDDET
1 Mi. 1. s. 124-25. - 2 Mi. 2. s. 71. - 3 Mi. 1. s. 5. - 4 Knud Rasmussen: Festens Gave, 1929, s. 6. - 5 Mi. 2. s. 342. - 6 Mi. 3. s. 175. - 7 Mi. 1. s. 32. - 8 Dette kapitel står i gæld til Knud Michelsen: Mandeviljens quantum satis. (Kritik nr. 61, 1982.) og til Knud Wentzel: Rundt om Annapurna. En rejsebog. 1986.
DEN MANDHAFTIGE REJSENDE
1 Mi. 3. s. 177. - 2 Mi. 3. s. 51. - 3 Sammesteds. - 4 Ellen Forchhammer: Kære Knud, s. 30. - 5 Sammesteds. - 6 Se Rigmor Thor: Jeg har elsket og levet. Kapitlet Kununguak. - 7 Ellen Forchhammer, op. cit. s. 119 f. - 8 Niels Fenger; s. 111. - 9 Peter Freeuchen: Min grønlandske ungdom, s. 202 f.
DEN BAGUDVENDTE
1 Mi. 3. s. 178-79. - 2 Mi. 3. s. 106-7. - 3 Mi. 2. 44. - 4 Mi. 3. s. 208.
MELLEM URFOLKET OG FREMSKRIDTET
1 Mi. 1. s. 134. - 2 Jørgen Fleischer: Knud Rasmussen, s. 40-41. - 3 Niels Fenger: Knud Rasmussen, s. 94. - 4 Bogen om Knud, s. 248-49. - 5 Mi. 2. s. 8. - 6 Mi. 2. s. 9. - 7 Mi. 2. s. 25 f. - 8 Bogen om Knud, s. 245.
VENNER PÅ VEJEN
1 Janni Andreassen: Nye Slædespor, s. 27. - 2 Ludvig MyliusErichsen: Isblink. - 3 Se Signe Michelsen: Knud Rasmussen. Rejser og Eventyr. 1952. s. X-XI. - 4 Citeret fra tidsskriftet Grønland, nr. 2-3.1986, s. 67. - 5 Peter Freuchen: Min grønlandske ungdom, s. 113. - 6 Peter Freuchen: Erindringer, s. 277. - 7 Mi. 2, s. 415. - 8 Mi. 2. s. 97 f. - 9 Mi. 2. s.155 f. -10 Mi. 2. s. 414 f. -11 Mi. 2. s. 223. -12 Mi. 2. s. 415.
VIDENSKABSMAND OG FOLKEHELT
1 Mi. 2. s. 218 f. - 2 Mi. 2. s. 150 f. - 3 Jfr. William Thalbitzer: Knud Rasmussen som Grønlandsforsker. (Danske Studier, 1-2. 1934). - 4 Mi. 2. s. 123. - 5 Mi. 2. s. 211. - 6 Mi. 2. s. 213. - 7 Numrene er fra januar, februar og juni. Der citeres fra januar, s. 18 og 19. - 8 Kaj Birket-Smith: Knud Rasmussen. Et Karakterbillede. (Bogen om Knud) - 9 C.C. Gabel-Jørgensen: Ekspeditionslederen - Vennen - Mennesket. Bogen om Knud, s. 281.
KAASSASSUK
1 Der citeres fra Knud Rasmussen: Myter og Sagn fra Grønland, bd. 2. - 2 Thomas Thomsen: Knud Rasmussen, s. 43.

 

BILLEDFORTEGNELSE [henvisninger til bogudgaven]
Arktisk Institut: 26, 64, 80
Etnografisk Samling, Nationalmuseet: 29, 83, 105, 125
Fra; Forchhammer, Ellen, Kære Knud, 1979: 55
Det Kongelige Bibliotek: 10, 21, 22, 77, 88, 98, 100, 113, 117
Kunstindustrimuseet: 32, 41
Fra; Moltke, Harald, 1964: Livsrejsen: 70
Nordisk Pressefoto: 92
Polfoto: 52
Privateje: 13, 16, 44, 50, 57, 59, 86, 96, 119